Skriftlig eksamen

Få hjælp til skriftlig eksamen: Her finder du målrettet vejledning og gode råd til de skriftlige eksamener på STX, HHX, HF og HTX. 

Studienets vejledninger til de skriftlige eksamener forbereder dig på de opgavetyper, som du skal kunne løse til eksamen. Du får også masser af gode hjælpemidler, som du kan tage med ind til den skriftlige eksamen, og slå op i, hvis du går i stå. Til de skriftlige eksamener har du god mulighed for at forberede dig på en effektiv måde og øge din chancer for et godt resultat til eksamen.

Ved hjælp af vores vejledninger til de enkelte fag får du på forhånd helt tjek på, hvordan du fx skriver et essay, laver en analyse eller løser en bestemt type opgave i matematik. Du får også masser af tips til eksamen, tidsplan, eksempler og gode råd til at komme sikkert igennem den skriftlige eksamen.

Få hjælp til din skriftlige eksamen her:

STX

HHX

HF

HTX

Sådan forbereder du dig på det praktiske

Er du godt forberedt på dit fag og eksamensform, er der ingen grund til at gå i panik over eksamen. Lidt praktisk forberedelse hjælper også til at bevare roen før og under eksamen - og sikrer dig en ordentlig nattesøvn. Her er en række praktiske råd, som du kan følge og undgå panik før den skriftlige eksamen.

Inden eksamen

Hvis du forbereder alle de praktisk ting til den skriftlige eksamen senest dagen før, vil det give dig mere ro natten og morgen før. Lav en liste over, hvad du skal have med til eksamen Her er eksempler på, hvad du kan have med:

  • bøger
  • eksamenshjælpen fra Studienet.dk
  • tidligere besvarelser
  • skriveredskaber
  • computer
  • printer
  • kabler, osv.
  • ur
  • lommeregner
  • ekstra batteri
  • en ekstra trøje
  • lidt mad og drikke

Pak din taske i god tid dagen i forvejen og tjek på listen om alt er pakket. Mangler du noget på listen, har du stadig tid til at skaffe det.

Hav dit tøj parat dagen før – tag det tøj på, som du befinder dig godt i. Tænk på, at der kan være forskellige temperaturer i forskellige lokaler. Derfor skal du have noget på, som hverken bliver for koldt eller for varmt. Det er brandærgerligt at lave en dårlig præstation, fordi man har frosset eller svedt i adskillige timer. Tag evt. en ekstra trøje med.

Det er en god ide at tage mad og drikke med til eksamen, men sørg for at vælge noget uden for meget sukker i (f.eks. sodavand, juice, kakaomælk, slik). Et eksempel på en fornuftig madpakke er:

  • Vand
  • Mørk chokolade
  • Pærer eller appelsiner
  • Evt. en sandwich

Sørg for at spise en god morgenmad inden eksamen, så du ikke er sulten allerede ved eksamensstart.

Under eksamen

På dagen for eksamen er det bedst at tage hjemmefra i god tid. Der kan opstå uforudsete ting på vejen, og hvis du kommer for sent, er det ikke sikkert, at du får lov til at gå ind til eksamen.

Hvis du ikke allerede ved, hvor eksamen foregår, kan det være en god idé at tjekke det på forhånd, hvis det er muligt, så du ikke bliver forsinket, fordi du ikke kan finde eksamenslokalet.

Du skal dog heller ikke komme mere end en time før eksamen - så kan du blive nervøs af at gå og vente.

Strukturer og udnyt tiden optimalt

Afsæt god tid til at læse opgaveformuleringen og eksamensspørgsmålene grundigt igennem, inden du begynder. Du skal være helt klar over, hvad du skal løse i opgaven, inden du går i gang. Det er ofte set, at et punkt er blevet glemt, fordi spørgsmålet ikke var blevet læst ordentligt.

Skriv gerne noter til det, der falder dig ind, mens du læser spørgsmålet.
Fordel tiden til hver opgave, så den svarer til vægtningen af hvert spørgsmål. Ofte er det angivet i eksamenssættet, hvor mange procent en opgave vægter. 
Er du ikke færdig med et spørgsmål inden for den tid, du har afsat, så fortsæt til næste spørgsmål og vend tilbage til opgaven, hvis der bliver tid til det.

Husk at afsætte tid til at læse besvarelsen igennem inden aflevering - gerne op til 30 minutter - så har du også tid til at rette småfejl.

Skrivestop – gå ikke i panik

Sidder du fast med din opgave, så tag en lille pause. Gå ikke i panik, for det er helt normalt at have små 'kriser' eller skrivestop undervejs. Brug pausen på at gå på toilettet og tage lidt koldt vand i hovedet, eller du kan spise noget frugt. Når pausen er slut, og hovedet er klart igen, kan du se, om du ikke kan finde nye angrebsvinkler til opgaven. Kodeordet er ro.

Afslutning

Hvis du har tid til overs, er det en god idé at læse din besvarelse igennem for småfejl (i sproglige fag kan du tjekke stave-, grammatik- og kommafejl mv.).
Finder du en fejl, så tænk dig grundigt om, inden du laver en rettelse.
Det er tit set, at rigtige besvarelser bliver ændret til forkerte besvarelser – de såkaldte panikrettelser.

Er du ved at løbe tør for tid ved slutningen af eksamen, så skriv kort, at du ikke har mere tid og præsenter kort de tanker og løsningsforslag, du har i hovedet.
Fjern aldrig dele af besvarelser, du mener der er fejl i, uden at erstatte det af en anden besvarelse. Det trækker ikke ned at lave en forkert besvarelse, men du får helt sikkert ikke nogen point, hvis du streger din besvarelse.