Sådan bruger du analysehjælpen

I gang med analysehjælp til værker

Analysehjælpen her er lavet sådan, at du kan få hjælp til alle dele af din analyse af værket. Du kan enten læse analysehjælpen fra start til slut, eller du kan ved hjælp af indholdsfortegnelsen udvælge det, du har mest brug for hjælp til. Du får selvfølgelig mest ud af at læse hele analysehjælpen (ca. 3 timer), men du kan også sagtens forberede dig på udvalgte dele, hvis du kun har begrænset tid.

På de fleste sider finder du øverst en indholdsfortegnelse med nogle overordnede pointer fra værket. Nedenunder uddybes hver enkelt overskrift med en grundig forklaring. Det betyder, at du kan finde frem til de pointer, du har brug for, uden at læse det hele. På den måde kan analysehjælpen bruges som opslagsværk.

Vi har specialiseret os i at analysere tekster, så det er forståeligt, hvis du ikke kan lave en analyse på samme niveau. Det er også fint, hvis du vælger nogle lidt andre pointer, end vi har fokuseret på. Vi har valgt at lægge fokus på de elementer i materialet, som typisk vil være mest relevante i forhold til dit tekstarbejde i undervisningen eller til eksamen. Så analysehjælpen er ikke den endegyldige sandhed om alt i værket, men vores bud på en god forståelse af dens vigtigste indhold.

Romananalyse

Denne analysemodel er en hjælp for dig, som skal i gang med en analyse af roman. Modellen kan hjælpe dig, uanset hvilken romangenre du skal analysere, og uanset om du skriver din opgave i Dansk eller Engelsk. Du kan også sagtens få hjælp, hvis du blot skal lave en analyse og fortolkning af et romanuddrag.

Brug analysehjælpen til din forberedelse

Du kan bruge analysehjælpen til mundtlig forberedelse til en lektion, hvor I skal analysere eller diskutere værket. Det er en god ide at læse analysehjælpen helt eller delvist og evt. tage noter til de pointer, du gerne vil fremhæve til timen. Det er vigtigt, at du forstår hver enkelt pointe, så du kan svare på uddybende spørgsmål fra din lærer - og så du forstår værket, hvis samtalen drejer hen på noget andet end det, du har valgt at fokusere på.

Til analysehjælpen har vi lavet en række arbejdsspørgsmål. De er en hjælpende hånd til selvstændigt arbejde med værket, fordi de peger på, hvilke ting du vil have gavn af at undersøge, og samtidig lader dig træne analysen selv.

Vi anbefaler, at du bruger arbejdsspørgsmålene og derefter læser hele analysehjælpen, hvis du gerne vil gøre en indsats for at blive bedre i dansk. Du kan så sammenligne dine svar på arbejdsspørgsmålene med analysehjælpens pointer og på den måde træne dig selv i analyse.

Brug analysehjælpen til din store skriftlige opgave

Hvis du vil arbejde med værket i en større skriftlig opgave, kan du bruge analysehjælpen til at forstå værket og få hul på din analyse. Du kan uden videre citere fra analysehjælpen og henvise til den på samme måde, som du henviser til andre sekundærtekster. 

Du kan også sagtens bruge analysehjælpen uden at henvise til den, samtidig med at du undgår at plagiere. En god måde er at læse de afsnit i analysehjælpen, som omhandler det, du har brug for hjælp og inspiration til. Derefter lukker du analysehjælpen og skriver din egen tekst. På den måde undgår du at kopiere, og du kan formulere din tekst med dine egne ord med inspiration fra analysehjælpen. Hvis du går i stå i opgaveskrivningen, kan du åbne analysehjælpen igen og finde den hjælp, du har behov for.

Din skriftlige opgave skal ikke opbygges som analysehjælpen her, da den i stedet skal leve op til genrekravene for den type opgave, du skriver, fx SRP, SOP eller DHO. 

Der er nogle forskelle på en analysehjælp og en opgave, som det er vigtigt at være opmærksom på. De fleste pointer skal fx ikke forklares lige så grundigt i en opgave, som de gøres her. Du kan heller ikke medtage alle pointer i en opgave. I stedet skal du vælge de analysepunkter, som giver mening i forhold til de konkrete spørgsmål i din opgaveformulering. 

Hvis du er i begyndelsen af din opgaveproces, hvor du skal vælge emne eller skrive problemformulering, kan du bruge analysehjælpen til at få idéer til, hvordan du kan inddrage værket i opgaven. Her kan vi anbefale, at du læser afsnittet om perspektivering, da det kan give gode idéer til at bruge værket i samspil med andre fag.  

Du kan få hjælp til de store opgaver i vores vejledninger:

DHO-bogen

DHO-bogen er den komplette vejledning til alle dele af Dansk-historieopgaven på STX og HHX kaldet DHO. I guiden hjælper vi dig med din arbejdsproces og indholdet i din opgave.

DIHO-bogen

DIHO-bogen er en guide til at skrive din opgave i Dansk og Idéhistorie. Opgaven er et tværfagligt projekt i 2.g. på HTX. I bogen hjælper vi dig med hele din arbejds- og skriveproces lige fra dit valg af emne og problemformulering over din læsning til selve opgaveskrivningen.

SSO-bogen

SSO-bogen giver dig den optimale hjælp og vejledning til din SSO-opgave på HF. SSO står for ”Større Skriftlig Opgave”, og det er den store opgave på HF, som tæller meget på dit eksamensbevis.

SRP-bogen

Her kan du få hjælp til dit studieretningsprojekt på stx. Vi ser på hele projektforløbet, så du kan få hjælp til alt fra emnevalg, problemformulering, litteratursøgning, skriveprocessen, opbygning af din opgave og den mundtlige eksamen, hvor du skal forsvare dit SRP og reflektere over dit arbejde.

SOP-bogen

Her kan du få hjælp til dit studieområdeprojekt på hhx og htx. Vi ser på hele projektforløbet, så du kan få hjælp til alt fra emnevalg, problemformulering, litteratursøgning, skriveprocessen, opbygning af din opgave og den mundtlige eksamen, hvor du skal forsvare dit SOP og reflektere over dit arbejde.