Komposition og billedsprog

“Solnedgang”s ydre komposition er regelmæssig

“Solnedgang” har en regelmæssig opbygning. Det gælder både digtets ydre og indre komposition. 

Ser vi først på den ydre opbygning, så består digtet af fire lige lange strofer. De har alle otte verslinjer med nogenlunde lige mange stavelser i hver - og vigtigere endnu: med en fast, bunden rytme og et fast rimmønster. 

Det kan vi illustrere ved at citere hele strofe 1. Vi har fremhævet de betonede stavelser med fed og understreget enderimene:

Nu daler Solen sagte ned
Bag Aasens fjerne Skove
Og sender guldrød Aftenfred
ud over Eng og Vove.
En sød, veemodig Hvisken gaaer
Igjennem Birkens Blade
Om Nattens Mulm, som forestaaer
Og vil sin Favn oplade.

Når vi markerer betonede og ubetonede stavelser i et digt hedder det en skandering. Man skanderer et digt for at finde ud af, hvilken rytme det har, og eventuelt hvilken virkning, rytmen har. 

Vores skandering af “Solnedgang” viser, at alle verslinjer starter med en tryksvag efterfulgt af en trykstærkt stavelse. Den versfod kaldes en jambe. Ser vi nærmere efter består hele digtet af jamber. Rytmen kaldes derfor jambisk og forbindes som regel med et let og harmonisk udtryk, fordi jamben har en såkaldt stigende rytme.

Dog 'mangler' der en trykstærk stavelse i h...