Forstå teksten
Digtets indhold i hovedtræk
Digtet "Solnedgang" af Andreas Munch handler om en fredelig solnedgang, som digtets lyriske jeg betragter. Der er ikke megen ydre handling i digtet. Det er tværtimod et digt, der handler om indre stemninger og sindstilstande, altså et typisk lyrisk digt.
Digtets hovedfokus er på sammenhængen mellem naturens og sjælens reaktioner på solnedgangen. Det lyriske jeg beskriver sine egne følelser ved oplevelsen af solnedgangen, som om de er spejlet i naturen. Samtidig får han beskrevet naturen i dens helhed, fordi solnedgangen er et fænomen, som hele naturen præges af.
Desuden understreges det i digtets anden halvdel, at solnedgangen kan virke lidt ubehagelig, fordi lyset forsvinden, men man kan trygt lægge sig til at sove for natten, for solen skal nok stå op igen. Digtet opfordrer på den måde læseren til at følge solen og dermed blive del af naturens kredsløb.
For at give dig den bedst mulige forståelse af teksten, har vi sat de enkelte strofer fra digtet ind her og lavet små opsummeringer af, hvad der sker. Desuden har vi indsat ordforklaringer direkte i originalteksten, som du kan kalde frem ved at markere de ord, der har en tynd, stiplet linje under sig.
Strofe 1
Nu daler Solen sagte ned
Bag Aasens fjerne Skove
Og sender guldrød Aftenfred
ud over Eng og Vove.
En sød, veemodig Hvisken gaaer
Igjennem Birkens Blade
Om Nattens Mulm, som forestaaer
Og vil sin Favn oplade.
Vi hører i strofe 1 om de forskellige landskaber, som jeget ser. Her nævnes skove og enge, ligesom sø, fjord eller hav er repræsenteret ved ordet "Vove". Vi får altså et slags panoramisk beskrivelse af, hvordan solen går ned over et større område. I verslinje 5-8 zoomes ind på birketræets blade, som vinden løber stille igennem. Det lyder som en hvisken, der ifølge digtet fortæller om natten, der skal komme. Stemningen er positiv, fordi natten med et sprogligt billede beskrives som en favn, dvs. et trygt sted man kan finde ro og hvile.
Strofe 2
Hvor Dagens Afskedstaare mild
Paa Blomst og Straa nu falder!
Konvolvlens Kalk sig lukker til,
Endt er dens Livsensalder.
Nu tie alle Fugle smaae,
Og Dalen stille grunder
Ved hvad der nu skal følge paa,
Naar Sol gaaer ganske under.
I strofe 2 fokuserer jeget på de helt små detaljer i naturen. Vi hører om duggen, der falder på blomster og strå og om en særlig blomst, der lukker sig for natten. Digtet nævner også, at fuglene stopper med at synge, og at hele "Dalen", dvs. alt og alle i dalen, tænker over, hvordan det mon skal blive, når solen er gået helt ned. Strofen giver os med andre ord fornemmelsen af, at hele naturen gør sig klar til natten. Det er populært sagt, som om naturen forbereder sig på at skulle i seng.
Strofe 3
Frygt ei min Sjæl, sænk dig kuns ned
I Nattens Dyb med Solen –
Derfra opvælder Kjærlighed
Som Duft fra Natviolen.
Hvor Lysets Kilde gaaer forud,
Did kan du trøstig følge,
Og lade Nattens bløde Skrud
Din hede Længsel dølge.
I strofe 3 henvender jeget sig til sin egen sjæl, der omtales i anden person som "du". Jegets sjæl skal gøre som alt og alle i naturen og trygt lægge sig til hvile, når det bliver nat. Der er endda den bonus ved natten, at den omfatter jeget med kærlighed og dejlige dufte. Til sidst i strofen nævner jeget, at sjælens stærke længsel kan "dølges", dvs. beroliges, når det er nat. Natten har en stor og kostbar klædedragt, som kan give jeget fred for de voldsomme længsler. Det er lidt uklart, hvad det er for længsler, men i digtet fremstilles det positivt, at natten virker beroligende på jegets længsler. Solnedgangen beskrives desuden som noget, der viser vej for jegets sjæl. At solen er 'gået ind i natten' viser for jeget, at det roligt kan følge efter.
Strofe 4
Den stolte Dag har ei en Lyst
Saa sød som den at hælde
Sit Hoved til Naturens Bryst,
Naar Skyggerne fremvælde.
Da synker Fred paa Livets Strøm
Og Balsom over Kummer,
Da hviler Morgnen som en Drøm
i Nattens milde Slummer.
Strofe 4 er en generel beskrivelse af forholdet mellem dag og nat. Det lyriske jeg fortæller, at det er dagens 'sødeste' lyst at gå til ro og forvandle sig til nat. Natten bliver på den måde fremstillet som noget ubetinget positivt, og solnedgangen bliver den symbolske overgang fra dag til nat. Solnedgang bliver altså en tærskel eller et tidspunkt, hvor det ene forvandles til det andet. Strofen fortæller os samtidig, at natten bringer fred og helbredelse til forskellige onder, altså sygdomme og nød. Desuden hører vi, at morgenen er en slags drøm, der hviler i natten. Det vil sige, at digtet her får et cyklisk præg og solnedgangen bliver fremstillet som et slags løfte om, at der kommer en ny dag efter natten, hvor solen står op igen.
...