Solnedgang

Den analyserende artikel "digte om solnedgange" fra skriftlig eksamen i Dansk A på STX 20. maj 2021 handler bl.a. om digtet "Solnedgang", der er skrevet af den norske digter Andreas Munch og udgivet i 1863. I digtet får vi beskrevet en fredelig og idyllisk solnedgang med brug af en masse romantisk billedsprog. 

På de følgende sider får du en opsummering af digtets indhold i hovedtræk sammen med enkelte ordforklaringer. Det giver vi dig sammen med digtets originaltekst, så du lettere kan følge forklaringene og forstå teksten. Dernæst analyserer og fortolker vi digtets komposition og billedsprog samt den stemning og det livssyn, der kommer til udtryk i digtet. Når det er vores fokuspunkter i analysen, skyldes det, at det er de punkter, opgaveformuleringen beder dig undersøge nærmere.

I din analyserende artikel skal du desuden sammenligne "Solnedgang" med digtet "Arlanda-Kastrup, 1. maj 2011" af Rasmus Nikolajsen, som vi også analyserer og fortolker her i opgavehjælpen. Desuden giver vi dig ideer til, hvordan du kan sammenligne de to digte og perspektivere dem til litteraturhistorien.

Hvis du har brug for yderligere hjælp til analysen af “Solnedgang” kan du læse vores vejledning til digtanalyse. Her kan du finde ideer til andre tilgange og arbejdsspørgsmål, end dem vi stiller i opgavehjælpen:

Digtanalyse

Denne analysemodel er tænkt som en hjælp til dig, der skal analysere et digt. Den kan bruges som inspiration til analyse og fortolkning af alle typer af digte, og den er god at benytte både til lektier, opgaveskrivning og eksamen.

Uddrag

Her kan du læse et uddrag af vores analyse af "Solnedgang":

Livssynet i digtet er harmonisk og cyklisk

Livssynet i "Solnedgang" er idyllisk og harmonisk. Jeget opfatter livet som noget, der udfolder sig i pagt med naturens kredsløb. Mennesket er del af naturen, som hænger organisk sammen, fra de mindste dugdråber til den enorme sol, der omtales som "Lysets Kilde". 

Det lader med andre ord til, at digtet udtrykker den såkaldte organismetanke, der normalt forbindes med universalromantikken. Det kan du læse mere om næste side, hvor vi sammenligner "Solnedgang" med "Arlanda-Kastrup, 1. maj 2011" og perspektiverer begge tekster til litteraturhistorien.   

Når vi analyserer og tolker digtets livssyn er det oplagt at se på de stemninger, der skabes i digtet. Desuden hænger livssynet tæt sammen med digtets tematik og budskab. "Solnedgang" tematiserer naturens kredsløb og i en bredere forstand også menneskelivets kredsløb, herunder forholdet til døden, som i digtet er symboliseret ved natten. Digtets åbenlyse budskab er, at man ikke skal frygte døden, fordi det bare er en slags tryg søvn, som man sover, inden der kommer en ny dag, der symboliserer en form for genopstandelse eller et nyt liv. 

I den sammenhæng kan vi tale om et cyklisk livssyn, hvor livet opfattes som noget, der gentager sig igen og igen. Menneskelivet er del af naturens orden. Hvis vi frygter natten eller døden kan vi derfor lære af naturen, der lader til at gå fredfyldt til ro, når natten sænker sig. 

 

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind