Digtenes budskab kan være, at mennesket har behov for at genfinde sig selv
Det er meget vanskeligt at finde et budskab i Digte 2014. Det lyriske jeg virker opgivende og deprimmeret i en grad, så der ikke kommer noget direkte budskab fra ham. Det skulle da lige være et meget negativt budskab om, at jorden er ved at gå under, og at vi derfor ligeså godt kan trække os tilbage til os selv og vores nærmeste. Vi bør opgive ethvert håb og enhver form for idealisme. Sådan kan vi tolke jegets budskab.
Men vi kan også se på det underliggende budskab i selve digtsamlingen. Her skal vi ikke se på, hvad det lyriske jeg siger, men hvad digtsamlingen som helhed fortæller os.
Det er sigende for digtenes livslede, at jeget er helt tomt. Han har ingen indre kerne og ingen autentiske følelser ud over ligegyldighed og en form for afmagt - "der er ingen lykke / der er ingen sorg" (s. 19), som der står i slutningen af første del. Samtidig vender jeget helt tydeligt ryggen til samfundene, som han har opgivet troen på, ligesom hans møder med familie, venner og bekendte virker meningsløse.
Det eneste positive træk i digtsamlingen finder vi faktisk i beskrivelserne af de rene elementer og naturfænomener. Solen nævnes igen og igen, ind imellem med metaforen "den nærmeste stjerne". Vi hører også flere steder om jegets drøm om "at træde hen over en bjergkæde / og nå havet" (fx. s. 63).
Her er det som om jeget kommer i forbindelse med noget andet end den ligegyldighed og pessimisme, der ellers præger ham gennem hele digtsamlingen.
