Temaer

I det moderne gennembrud skulle litteraturen sætte problemer under debat. Det var kravet fra gennembruddets store fortaler, litteraturkritikeren Georg Brandes, og det var ambitionen for gennembruddets forfattere. Det var især tre problemer i datidens samfund, som forfatterne i det moderne gennembrud var optaget af, nemlig køn, klasse og kirke

Vi omtaler i dag de tre problemer som ”de tre k’er”. Det er egentlig bare ment som en huskeregel. Nogle gange bruges betegnelsen kvinder i stedet for køn og kristendom i stedet for kirke.

Bag de tre betegnelser gemte sig i slutningen af 1800-tallet nogle voldsomme problemer og konflikter, som igen og igen blev debatteret. Det skete både i litteraturen og i en bredere offentlighed, for eksempel i landets aviser. Fælles for de tre k’er var, at der i slutningen af 1800-tallet var en udbredt undertrykkelse, der havde med køn, klasse og kirke at gøre. Kvindekønnet blev undertrykt, arbejderklassen blev undertrykt, og kirken medvirkede på forskellige måder til at undertrykke folk.

På de følgende sider kan du læse meget mere om de tre hovedtemaer i det moderne gennembrud: