På de næste sider får du hjælp til at analysere “Den signede Dag med Fryd vi seer”. Salmen er skrevet af N.F.S. Grundtvig og udkom i 1826 i Danske Høitids-Psalmer til Tusindaars-Festen.
Solnedgangen er et billede på livets afslutning
I 8. vers er dagen så småt ved at være forbi. I versets to sidste linjer antydes det, at salmen ikke blot beskriver en dag fra solopgang til solnedgang, men også menneskelivet fra barndom til alderdom:
Som aldrig saa lang er Dag i Nord,
Det mørknes jo dog omsider,
Saa haver det sig og trindt paa Jord,
Med blomstrende Aar og Tider,
Men sødest dog klinger Livets Ord,
Naar det imod Aften lider!
Ligesom for dagen gælder det også for de ”blomstrende Aar og Tider”, at de på et tidspunkt er forbi. Årets gang er et udtryk for den store sammenhæng. Årene går, livet går. Og måske sætter man allermest pris på livet, når det nærmer sig sin afslutning.
At salmen også handler om livets gang, bliver tydeligt i 9. vers, der minder os om solopgangen i første vers. Blot for at sammenligne med solnedgangen, som er lige så skøn:
Som Guld er den aarle Morgen-Stund,
Naar Dagen opstaar af Døde,
Dog kysser os og med Guld i Mund
Den liflige Aften-Røde,
Saa Tindre end maa det matte Blik,
De blegnede Kinder gløde!
Ligesom i det første vers fylder det gyldne og smukke os med liv, livsfølelse. Vi fornemmer det guddommelige i det lys. Lyset forbinder os med det guddommelige, lige inden det bliver mørkt.