Spørgsmål 2

Spørgsmål 2 lyder:

Sammenlign de syn på økonomisk vækst og behovet for økonomiske reformer, der kommer til udtryk i bilag A1, A2 og A3. I sammenligningen skal du anvende viden om økonomisk politik.

Hvad skal du sammenligne? Du skal sammenligne to ting: 1. Du skal sammenligne bilagenes syn på økonomisk vækst. og 2. Du skal sammenligne bilagenes syn på behovet for økonomiske reformer. Vi forstår økonomiske reformer som ændringer i den økonomiske politik, der bliver ført.

Hvad vil det sige at sammenligne? Du kan læse om, hvordan du skriver en god sammenligning i vores vejledning til skriftlig eksamen i Samfundsfag.

Hvilken viden skal du anvende? Du skal anvende viden om økonomisk politik. Økonomisk politik er f.eks. finanspolitik, arbejdsmarkedspolitik og pengepolitik. I vores guide til skriftlig eksamen i Samfundsfag kan du få idéer til, hvilke former for økonomisk politik du kan anvende.