Forstå teksten

Det er omtrent 200 år siden, Grundtvig skrev digtet "De Levendes Land". Sproget og samfundet har ændret sig en hel del siden, så derfor kan digtet være svær at forstå i dag.

For at hjælpe dig i gang med teksten, har vi her lavet ordforklaringer til dig, som du kan bruge, når du skal læse digtet første gang. Forklaringerne kan du finde ved at klikke på de ord, der har en stiplet blå understregning.

Hvis du selv vil lede efter information, kan du fx slå ord op på ordnet.dk, hvor der både er ordbøger til nyt og ældre sprog. Du kan også finde meget viden ved at søge på internettet, men husk at være kritisk.

Du får også en kort forklaring af strofernes indhold, som du kan folde ud. På den måde kan du følge med i digtets handling, samtidigt med at du læser det og finder ud af, hvad ordene betyder.

De Levendes Land

N. F. S. Grundtvig (1824)

1.
O deilige Land,
Hvor Haaret ei graaner og Tid har ei Tand,
Hvor Solen ei brænder og Bølgen ei slaaer,
Hvor Høsten omfavner den blomstrende Vaar,
Hvor Aften og Morgen gaae altid i Dands
       Med Middagens Glands!

2.
Livsalige Land
Hvor Glasset ei rinder med Graad eller Gran,
Hvor Intet man savner, som Ønske er værd,
Hvor det ikkun fattes, som smertede her,
Hvert Menneske søger med Længsel i Bryst
       Din smilende Kyst!

3.
Forjættede Land!
Du hilses i Morgenens speilklare Strand,
Naar Barnet mon skue din Lignelse skiøn
Og drømmer, du findes, hvor Skoven er grøn,
Hvor Barnet kan dele med Blomster og Siv
       Sit Smil og sit Liv!

4.
O, flygtige Drøm
Om Evigheds-Øen i Tidernes Strøm,
Om Templet for Glæden i Taarernes Dal
Om Halvgude-Livet i Dødninge-Sal,
Med dig fra de Fleste henfarer paa Stand
       De Levendes Land!

5.
O, skuffende Drøm!
Du skinnende Boble paa Tidernes Strøm!
Forgiæves dig Skjalden, med Mund og med Pen
Af glimrende Skygger vil skabe igien,
Naar Skyggen er ligest, da hulke de Smaa
       Som stirre derpaa!

6.
Fortryllende Drøm
Om Evigheds-Perlen i Tidernes Strøm,
Du giækker de Arme, der søge omsonst,
Hvad Hjertet begiærer, i Billed og Konst,
Saa varigst de kalde hvad sikkert forgaaer
       Som Timer og Aar!

7.
O, Kiærligheds Aand!
Lad barnlig mig kysse din straalende Haand,
Som rækker fra Himlen til Jorderigs Muld,
Og rører vort Øie med Fingre som Guld,
Saa blaalig sig hæver bag buldrende Strand
       Det deilige Land!

8.
O, himmelske Navn!
Som aabner for vores din hellige Favn,
Saa Aanden, usmittet, kan røre ved Støv,
Og levendegiøre det visnede Løv,
O, lad mig nedknæle saa dybt i mit Leer,
       At Gud mig kun seer!

9.
O, Vidunder-Tro,
Som slaaer over Dybet den hvælvede Bro,
Der Iis-Gangen trodser i buldrende Strand,
Fra Dødninge-Hjem til de Levendes Land,
Sid lavere hos mig, du høibaarne Giæst!
       Det huger dig bedst!

10.
Letvingede Haab!
Gud-Broder! gienfødt i den hellige Daab!
For Reiserne mange til Landet bag Hav,
For Tidender gode, for Trøsten du gav,
Lad saa mig dig takke, at Glæde jeg seer,
       Naar Haab er ei meer!

11.
O, Kiærlighed selv!
Du rolige Kilde for Kræfternes Elv!
Han kalder Dig Fader, som løser vort Baand,
Al Livs-Kraft i Sjælen er Gnist af din Aand;
Dit Rige er dér, hvor Man Død byder Trods,
       Det komme til os!

12.
Vor Fader saa huld!
Du giærne vil throne i Templet af Muld,
Som Aanden opbygger i Midlerens Navn,
Med rygende Alter i Menneske-Favn,
Med Himmellys-Bolig af Gnisten i Løn
       Til Dig og din Søn!

13.
O, Christelighed!
Du skiænker vort Hjerte hvad Verden ei veed;
Hvad svagt vi kun skimte, mens Øiet er blaat,
Det lever dog i os, det føle vi godt,
Mit Land, siger Livet, er Himmel og Jord,
       Hvor Kiærlighed boer!