Det store bedrag: Tal og tænk dig til succes
Her hjælper vi dig med argumentationsanalysen af artiklen ”Det store bedrag: Tal og tænk dig til succes” af Annegrethe Rasmussen, hvor vi udpeger de væsentligste argumentationsformer og synspunkter.
Webboggen er skrevet med særligt henblik på opgave 4 fra skriftlig eksamen i Dansk A på STX den 29. maj 2015, hvor opgaveformuleringen lød:
Præsentation af Det store bedrag: Tal og tænk dig til succes
Skribent: Annegrethe Rasmussen, udenrigskorrespondent for Information i Washington DC.
Udgivelse: Teksten er udgivet den 7. april 2014 i Information.
Teksttype (genre): Teksten kan karakteriseres som en kommentar. Den er en subjektiv og engageret fremstilling af et emne, hvor modpartens synspunkter ikke fremføres.
Hensigt: At informere læseren om en alarmerende tendens i samfundet, hvor både befolkningen, men også virksomheder stoler blindt på irrationelt ”plattenslageri”.
Målgruppe: Den typiske læser af Information er veludannet og interesserer sig for politisk, økonomisk og socialt stof. Læseren er typisk interesseret i dybdegående, seriøst stof og ikke i de ’hurtige nyheder’.
Ord- og begrebsforklaring
Annegrethe Rasmussen har i sin tekst benyttet en lang række vanskelige ord og udtryk. Her følger en liste over disse ord:
plattenslageri: En bedragerisk handling, der har som formål at narre/snyde andre for egen vindings skyld.
randt mig i hu: Når noget falder én ind.
kanalisere: At lede i en bestemt retning.
åndemaneri: Heksekunst og trolddom samt troen på det overnaturlige/magiske.
aura og chakra: Henviser til de felter af farvede energier og hjullignende hvirvler, man (i spirituelle kredse) mener omgiver mennesket. Fænomenerne kan ikke bevises videnskabeligt, men menes at kunne ses af clairvoyante.
skåltaler: Tale (umiddelbart inden en skål), der fejrer eller ærer noget.
ulyksalig: Når noget medfører ulykke og elendighed.
besværgende drive: Viljen til at kunne påkalde en åndelig magt og derved få kontrol over noget og få det til at forsvinde (i denne sammenhæng sygdom).
millionøse: En kvinde, som har en formue på 1 million kroner eller mere.
at hoppe på limpindene: At lade sig narre til at gøre eller tro på noget dumt.
entrepenante varmluftsbestyrere: Initiativrige ”bestyrere” af den tomme snak og de store ord uden konkret indhold.