I dette kompendie kan du læse om filmanalyse. Kompendiet kan anvendes i alle faglige sammenhænge, hvor du kan have brug for at analysere spillefilm. Typisk vil det især være i fagene Dansk, Engelsk og Mediefag. Find det specifikke analysepunkt, du har brug for hjælp til, ved at læse indholdsfortegnelsen. Hvis du ikke ved, hvor du skal begynde, kan du starte ved analysemodellen, som giver en kort gennemgang af de centrale punkter i en typisk filmanalyse.
NB: Kompendiet har fokus på analyse af spillefilm (en fiktionsgenre). Hvis du skal analysere andre typer film, kan du med fordel søge efter vores mere specifikke vejledninger. Vi har fx analysevejledninger til kortfilm, dokumentarfilm, kampagnefilm og reklamefilm.
Uddrag
Hvordan fremstiller de filmiske virkemidler miljøet?
I dit arbejde med filmens miljø kan det også være nyttigt at overveje, om de filmiske virkemidler er med til at påvirke det indtryk, som seeren får af miljøet.
Underlægningsmusik er et virkemiddel, som kan have en dramatisk effekt på vores indtryk af filmens miljø. Forestil dig fx en scene, hvor en person kommer hjem fra arbejde og træder ind i sit hus. Hvis underlægningsmusikken er rolig og harmonisk, så vil miljøet fremstå hyggeligt og afslappende. Men hvis underlægningsmusikken er skærende og uhyggelig, så vil seeren automatisk begynde at opfatte miljøet som et truende sted, hvor der måske gemmer sig en ukendt fare.
Belysning er et andet virkemiddel, som kan have enorm effekt på vores indtryk af miljøet. Lige så hyggelig som en skov kan virke filmet i fuldt dagslys, lige så uhyggelig kan den være, hvis den i stedet er filmet på en mørk nat.
Derudover kan det være relevant at overveje, om der er brugt bestemte billedbeskæringer eller kameravinkler, som påvirker vores indtryk af miljøet på forskellige måder. Fx kan det give et kaotisk og forvirrende indtryk af miljøet, hvis det bliver vist gennem hurtige klip mellem forskellige tætte beskæringer. På den måde får man nemlig aldrig det fulde overblik over, hvor scenen foregår.