Personkarakteristik

På de følgende sider finder du en detaljeret personskildring af hver af de centrale personer i Ibsens Et dukkehjem. Skuespillet rummer ikke mange karakterer, og vi kommer derfor meget grundigt omkring dem.

Nora er skuespillets hovedperson og den, der gennemgår den største udvikling. Historien strækker sig over tre døgn i julen, og idet Nora konfronteres med handlinger og personer fra sin fortid, tvinges hun til at spørge sig selv, om hun overhovedet er lykkelig. Hun opdager blandt andet, at den muntre, lidt barnlige Nora, hun indtil nu har været, aldrig rigtig har været hende.

Hendes mand, Torvald Helmer, er hjemmets herre og repræsenterer den konservative, borgerlige patriark. Han er glad for sin smukke kone, som han ofte kalder “egern” og “lærkefugl”. Han har desuden meget faste holdninger til, hvad god moral og opførsel er. Helmer er på vej til at starte i nyt job som bankdirektør.

Doktor Rank er ægteparrets mangeårige ven, der er rig og ungkarl. Han lider af tæring i rygmarven og er døende. Men før han skal dø, tilstår han sin store kærlighed til Nora.

I begyndelsen af skuespillet opsøges Nora af sin barndomsveninde Kristine Linde, som er blevet enke efter et kærligheds- og barnløst ægteskab. Hun beder om arbejde i Helmers bank, og det viser sig, at hun dermed fortrænger sin gamle ungdomskærlighed, Krogstad, fra stillingen.

Krogstad er enkemand og far og har for år tilbage fået et blakket ry i verdens øjne, fordi han lavede dokumentfalsk, hvilket er ulovligt. Men nu krydses de tos veje altså igen, og fru Linde må vælge, om hendes loyalitet ligger hos Nora og Helmer eller hos Krogstad.