Dansk udenrigspolitik

I dette kompendium giver vi dig en gennemgang af dansk udenrigspolitik. Udenrigspolitik er den politik en stat fører over for omverdenen ud fra de mål og midler staten har. Danmarks udenrigspolitik er stærkt påvirket af det faktum, at Danmark er en småstat. Det har historisk set påvirket, hvilke muligheder vi har haft for at føre selvstændig udenrigspolitik og påvirker den dag i dag, hvilke mål og midler vi har.

Kompendiet kommer ind på følgende:

Uddrag fra siden Perioder i dansk udenrigspolitik

I et idealistisk perspektiv kan det blive muligt for småstater at føre aktivistisk udenrigspolitik. Det skyldes blandt andet, at truslerne fra andre stater mindskes i takt med, at der kommer flere internationale institutioner. Når institutionerne får mere indflydelse på international politik, så får hård magt mindre betydning, hvilket er en fordel for småstater.

I tiden efter 2. Verdenskrig var Danmarks aktivisme begrænset af truslen fra Sovjetunionen. Aktivismen fokuserede derfor på Danmarks deltagelse i internationale institutioner. I perioden blev Danmark medlem af bl.a. FN, NATO og EF (senere EU). Danmark var meget engageret i FN og deltog i fredsbevarende missioner, f.eks. med Jutlandia. I institutionerne brugte Danmark diplomatiske redskaber til at opnå sine mål, eksempelvis fred eller afspænding. Derfor kan man tolke den danske udenrigspolitik som både blød aktivisme og aktiv internationalisme.

Fodnotepolitikken i 80’erne kan også tolkes som blød aktivisme fremfor tilpasningspolitik. Ved at modarbejde NATO’s ønske om at opstille atomraketter, så var Danmark med til at deeskalere Den Kolde Krig og dermed med til at bidrage til dens afslutning. Hvis man tolker intentionen bag fodnotepolitikken som deeskalering, så kan fodnotepolitikken altså opfattes som aktivisme.