Oehlenschläger udgiver de vigtigste værker i ungdomsårene
Oehlenschläger debuterer i 1799 og skriver frem til sin død i 1850. Harmoni, skønhed og sammenhæng er nøgleord for forfatterskabet, selvom der også findes mørkere temaer som erotik og vold i nogle af hans tekster.
Oehlenschläger udgiver sine vigtigste værker i sine ungdomsår. Vi læser derfor typisk tekster fra Digte 1803 (1802) og Poetiske Skrifter (1805) i gymnasiet samt et par enkelte senere tekster, bl.a. “Fædrelands-Sang” fra 1819.
Digte 1803
Digte 1803 er et gennembrudsværk for den romantiske litteratur. Digtene i samlingen handler om natur, kærlighed, kunst, fantasi og harmoni og inddrager træk fra folkelige genrer på en nyskabende måde. Værket er tredelt.
Første del indeholder en række romancer. Digtet “Guldhornene” er fra denne første del af samlingen. Det samme er “Harpespilleren ved Posthuset”, “Harald i Offerlunden”, og “Valravnen”.
Anden del i Digte 1803 er kaldt “Blandinger”. Denne del indeholder mere lyriske digte, bl.a. “Den frembrydende Vaar”, “Den Forladte” og “Oldingen ved Werthers Grav”.
Tredje og sidste del er dramaet “Sanct Hansaften-Spil”. Handlingen foregår i Dyrehaven, hvor to unge...