Autofiktion

Autofiktion opløser skellet mellem forfatter og hovedperson

Autofiktion er en litterær tendens, som er blevet meget udbredt efter år 2000. Autofiktion vil sige, at forfatteren skriver om sig selv (auto=selv) og sit eget liv på en måde, hvor han/hun benytter virkemidler fra fiktionen. På den måde blandes virkelighed og fiktion, og det bliver svært for læseren at skelne, hvad der er virkelige hændelser, og hvad der er opdigtet. Denne type litteratur kaldes også nogle gange performativ biografisme, erindringslitteratur eller selvfortælling, hvilket er omtrent det samme.

I autofiktion er værkets forfatter, fortæller og hovedperson den samme. Man skal altså ikke skelne skarpt mellem forfatteren og fortælleren, i modsætning til andre former for litteratur. Dette er et opgør med modernismens og nykritikkens forestilling om, at kunstværket er autonomt (=selvberoende, uafhængigt). Værk og forfatter kan ikke skilles ad i autofiktion, for værket er dybt afhængigt af forfatteren og dennes liv.

Autofiktion kan skrives i alle litterære genrer. Det gælder både noveller, dramaer og digte, men den typiske genre er den autofiktive roman. Forfatteren opfinder ikke personer og begivenheder, som i en normal roman, men bruger virkelige personer og begivenheder fra sit eget liv. Det er selvbiografisk indhold, der fortælles i fiktionens form.

Eksempler på autofiktion

Knud Romer skriver om sin problemfyldte barndom i Nykøbing i Den som blinker er bange for døden (2006). Han fortæller sin barndom i romanform med en spændingsopbyggende og sammenhængende handling. Jeg-fortælleren er Knud selv, både som...

Teksten herover er kun et uddrag. Køb medlemskab for at læse den fulde tekst.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind