Historisk baggrund

​​​Den globale magtbalance efter 2. verdenskrig

Under 2. verdenskrig (1939-1945) kæmpede Sovjetunionen og USA som allierede mod Tyskland. De to nationer havde dog en historie med mistillid og skepsis over for hinanden.

Sovjetborgerne stolede ikke på amerikanerne, fordi USA kæmpede mod kommunisterne i den russiske borgerkrig (1917-1923). Selv efter borgerkrigen sluttede, nægtede USA at anerkende Sovjetunionens kommunistiske regering helt frem til 1933.

Derudover mente Joseph Stalin, som var leder af Sovjetunionen på dette tidspunkt, at USA bevidst havde forsinket deres deltagelse i 2. verdenskrig, så Sovjetunionen ville forblive sårbare over for de tyske styrker. På den anden side var USA bekymrede for Stalins ambition om at udvide Sovjetunionens indflydelse i andre lande, da de så kommunismen som en trussel mod demokrati og frihed.

I 1945 havde De Allieredes ledere af Storbritannien, USA og Sovjetunionen to møder, hvor fremtidens organisation af Tyskland skulle besluttes. Overordnet var de enige om, at den østlige del skulle være kontrolleret af Sovjetunionen og den vestlige del af Frankrig, Storbritannien og USA. Men mellem de to møder skete der en række ting, som forværrede mistilliden mellem USA og Sovjetunionen.

For det første oplevede man i USA et pludseligt administrativt skifte, efter Præsident Franklin D. Roosevelt døde; han blev efterfulgt af sin vicepræsident, Harry S. Truman, som var en erklæret antikommunist. Tidligere fokuserede USA på at afmilitarisere Tyskland, men nu begyndte USA at støtte Tyskland økonomisk i stedet for. Den nye politik afspejlede USA’s militære selvtillid, efter de med succes havde testet den første atombombe i juli 1...