Sprog

Sproget i Constance Ring er både konkret og symbolsk

Sproget i Constance Ring er gennemgående meget beskrivende, konkret og sanseligt. Der er en stadig vekslen mellem fortællende og beskrivende passager og dele med dialog, som skaber stor variation i sproget. Vores umiddelbare fornemmelse er, at sproget er rimelig klart og 'gennemsigtigt', altså uden alt for megen brug af forskønnende billedsprog.

Det betyder dog ikke, at sproget i Constance Ring bare er neutralt og konkret. Tværtimod har det nærmest hele tiden også en symbolsk eller billedlig funktion. Det kan vi især se i beskrivelserne af steder og årstider, der umiddelbart virker meget detaljerede og konkrete, men som i sammenhæng med romanens handling også får en symbolsk karakter. Det skyldes, at romanens sprog ofte både beskriver, hvad der foregår i romanens ydre verden, og meget tydeligt er med til at fremhæve, hvad der foregår i romanpersonernes indre.

I slutningen af Constance Ring er der et rigtig godt eksempel på, hvordan det konkrete og det symbolske sprog går hånd i hånd. Egentlig får vi bare en beskrivelse af foråret, hvor vinteren langt om længe slipper sit tag i naturen, men samtidig er beskrivelsen et billede på, hvordan Constance er ved at tø op over for Mejer. Faktisk har hun her besluttet sig for at indlede en affære med ham, sådan at tøbruddet i det ydre landskab bliver et billede på Constances indre tøbrud. 

Den følgende dag var det strålende solskin med en mild, sydlig bris. Alle vand- og sølepytter, som der om natten havde været rimfrost på, var optøet i solvarmen, og overalt, hvor der var en smule heldning, risled små og store, synlige og usynlige kildevæld afsted. (278)

Citatet skal læses i sammenhæng med beskrivelsen af Constances forelskelse i Mejer, for at det kan opfattes symbolsk. Men når du først har fået øje på denne type beskrivelser, er det tydeligt, hvor stor en rolle de spiller i bogen. Den ydre verden spejler igen og igen personernes indre, og her er det især Constances indre, der er tale om, fordi hun er den dominerende hovedperson i romanen. 

Selv om sproget mange steder virker meget sanseligt og konkret i beskrivelserne, så er det altså også billedligt og symbolsk.

Personernes indre beskrives ofte med sproglige billeder

Det er især personernes tanker og følelsesliv, der beskrives med billedsprog. Det skyldes, at netop tanker og følelser kan være temmelig uhåndgribelige. Billedsproget er med til at gøre dem mere konkrete, da det netop giver os nogle billeder på, hvad det er, der foregår i personernes indre. De indre stemninger er ofte af en slags, som fortælleren ikke har direkte ord for, og derfor griber fortælleren i stedet til sproglige billeder.  

Billedsproget er dermed et forsøg på at gøre beskrivelserne af de uhåndgribelige følelser mere tydelige. Det ser vi fx i Constances tanker om, hvordan det vil være at give sig hen til Mejer og dermed bryde sin troskab til Lorck. I citatet har vi fremhævet de to steder, hvor fortælleren bruger billedsprog til at beskrive Constances følelser:

Der slog pludselig en voldsom smerte op i Constance; den skylled som en bølge hen over hendes indre, og det syntes hende, at den dråbe for dråbe var bleven til af hendes livs mangeartede tårer. Hvad havde hun dog fået ud af sig selv? Hvor...