Billedsprog

Naturen bliver besjælet 

Selvom de fleste af digtene i Rudolf Broby-Johansens BLOD foregår i en storby, så er der også digte, som finder sted i naturen. I disse digte skaber Broby et besjælet landskab, som giver digtene en bestemt stemning eller betydning. 

Naturen gives menneskelige egenskaber så som tungsindighed, tavshed, hulken, dans m.v. Besjæling af naturen kender vi fra romantikkens digtere, hvor besjælingen er tegn på, at verden er én stor levende organisme. Men Broby vender ofte besjælingen på hovedet og kobler naturen til døden. Et godt eksempel er naturen i “LIGET”:

STILLE / STILLE HVILER
FORÅRSBLANKE FLODER
ILER IKKE
BRUSER IKKE
RISLER
RISLER
DØDENSTAVSE GENNEM VÅRNAT 

Strofen her indleder digtet. Den beskriver et forårslandskab, hvor floderne stille løber gennem. Det understreges, at floderne er ikke løber med voldsomhed. Det er altså roligt. Men samtidigt kobles landskabet til døden, fordi floderne er “DØDSENSTAVSE”. Senere kan vi også læse om “TUNGSINDIG VÅDE GRANER”, og hvordan døende bymennesker kommer for “AT DØ I VÅRENS DUGG-ENGE”. 

I digtet “SELV-MORD” får vi en lignende kobling mellem døden og naturen, hvor “SORTE GRENE HULKER” og “LØV DØDSDANSER”. I “LIGSKÆNDER” hører vi, at en “ASTERSDYNGE SVEDER” oven på den grav, som en mand graver op for at have sex med liget. 

Landskabet er et billede på menneskets indre

Vi ser imidlertid også en anden måde at bruge naturen på. I digtet “DÆMRING” får vi umiddelbart en smuk beskrivelse af naturen omkring en “HVID VILLA”. Den er omgivet af “GRUBLENDE BØGE”, “SKUMRENDE KASTANJERS BRUDEKERTER” og “PÆONERS TUNGE VIN-RØDME”. 

Her er tydelige associationer mellem naturen og et bryllup, hvor vi kommer til at tænke ...