Black Lives Matter

I denne topic guide kan du få hjælp til at arbejde med Black Lives Matter-bevægelsen. Black Lives Matter er et populært emne at inddrage i større skriftlige opgaver (fx SRP, SSO og SRO), men du kan også møde det i den daglige undervisning. Vores guide giver dig et grundigt overblik over emnet samt forslag til konkrete kildetekster, som du kan inddrage i dit arbejde.

Fordi denne guide er særligt designet til brug inden for engelskfaget, har vi skrevet det meste af guiden på engelsk. Den afsluttende sektion om større skriftlige opgaver og tværfagligt samarbejde til sidst er dog skrevet på dansk.

Overblik

De sorte amerikaneres historie har helt fra starten været præget af diskrimination og undertrykkelse, da de oprindeligt blev hentet til de amerikanske kolonier som slaver. Selv i årene efter slaveriet ophørte, blev de udsat for mange racistiske love, som blandt andet indførte segregation og forringet adgang til offentlige faciliteter.

Først efter borgerrettighedsbevægelsens hårde kamp i 1950'erne og 1960'erne opnåede de sorte amerikanere formelt lighed for loven på de fleste områder. 

Historien om amerikansk racisme sluttede dog ikke dér. I praksis er der fx stor social og økonomisk ulighed mellem sorte og hvide amerikanere den dag i dag. Denne ulighed kommer fx til udtryk i det juridiske system, hvor sorte amerikanere er stærkt overrepræsenteret i de amerikanske fængsler, og i nogle tilfælde møder de hårdere straffe end hvide amerikanere for de samme typer forbrydelser. Denne skævvridning fører samtidig til politisk diskrimination, da man i mange stater kan miste sin stemmeret, hvis man er blevet dømt for en alvorlig forbrydelse. 

Debatten om racediskrimination inden for politi og retsvæsen blussede for alvor op i 2013, da den ubevæbnede, sorte teenager Trayvon Martin blev skudt og dræbt af George Zimmerman, som var medlem af et privat vagtværn. Efter Zimmerman blev frikendt for mord, opstod Black Lives Matter-bevægelsen. 

Black Lives Matter er en løst organiseret protestbevægelse, hvis hovedformål er at skabe opmærksomhed omkring den diskrimination, som fortsat møder sorte amerikanere i samfundet — særligt i forbindelse med de sager, hvor det amerikanske politi har anvendt dødelig vold på et tyndt grundlag. I årene efter bevægelsens grundlæggelse dukkede flere af denne type sager op i medierne, som ofte endte med en frikendelse af de hvide betjente, som var ansvarlige for drabene. I protest mod at ingen blev draget til ansvar i disse sager, arrangerede Black Lives Matter demonstrationer over hele USA, og bevægelsen fik gradvis mere og mere opmærksomhed, og flere og flere tilhængere.

Bevægelsen mødte dog også modstand og kritik fra nogle politikere og medier. Nogle anklagede Black Lives Matter-tilhængere for at bruge voldelige metoder, mens andre prøvede at argumentere for, at dens grundlæggende koncept var racistisk. Som led i protesten opstod en række konkurrende hashtags, som fx #AllLivesMatter og #BlueLivesMatter (sidstnævnte som støttebevægelse for politiet). Disse alternative bevægelser har dog også selv mødt stor kritik, da nogle mener de afslører en manglende forståelse for, hvad Black Lives Matter-bevægelsen egentlig går ud på. 

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind

Black Lives Matter

[2]
Bedømmelser
  • 07-01-2023
  • 20-03-2022
    Givet af HF-elev på 2. år