Perspektivering

YAHYA HASSAN er autofiktion

Yahya Hassans debutdigtsamling fra 2013 hedder det samme som digteren selv: YAHYA HASSAN. Titlen antyder, at digtsamlingen udvisker skellet mellem digteren og det lyriske jeg. Dette udviskede skel er et typisk kendetegn for autofiktion, der er en litterær tendens, der blander virkelighed og fiktion.

Vi siger derfor, at YAHYA HASSAN er autofiktion, fordi Hassan skriver på en måde, hvor vi er i tvivl, om værket handler om ham selv, hans familie, hans venner og hans fjender. Vi er i tvivl, om han opdigter personer, som man normalt gør i fiktion. I ”BARNDOM” beskriver han eksempelvis en voldelig episode fra sin egen opvækst med lyrikkens virkemidler. Han udtrykker på den måde selvbiografisk materiale i et sprog, der har lyriske træk. 

Vi kan derfor blive i tvivl om, hvorvidt der stadig er et skel mellem værket og virkeligheden, mellem det opdigtede og det sande. Digtene er udtryk for hans erindring og oplevelse af virkeligheden, men det er ikke altid tilfældet, at andre har oplevet virkeligheden på samme måde.  Det kan derfor være svært at få bekræftet endegyldigt om Hassans beskrivelser af hans familie, venner og fjender er sande. Og det er måske heller ikke så vigtigt, for i autofiktion må skellet mellem fakta og fiktion gerne være sløret.

Autofiktion har været en særdeles populær genre siden årtusindeskiftet, og i 2009 nåede genren nye højder, da den norske forfatter Karl Ove Knausgård udgav første bind af Min Kamp. Min kamp er et kæmpe værk, der strækker sig over seks bind, hvor forfatteren skriver historien om sit eget liv uden at skåne hverken sig selv eller andre. Knausgårds opvækst var ligesom Hassans præget af e...