På de næste sider får du hjælp til at analysere “At elske”. Digtet er skrevet af Klaus Rifbjerg og udkom i 1956 i Under vejr med mig selv.
Der er en blanding af medsyn og bagudsyn
Digtet virker umiddelbart, som om det er fortalt af et ungt jeg, der er samtidig med de begivenheder, der bliver beskrevet i digtet. Det er ”nu”, at jeget føler sig som ”Danmarks roterende dreng nummer eet”.
Det virker med andre ord, som om det lyriske jeg har medsyn, dvs. fortæller om begivenhederne, mens de finder sted. Samtidig er det dog, som om en ældre fortællerstemme også blander sig i digtet.
Jeget virker sommetider, som om han er i stand til at se hele situationen udefra. Der er en underspillet humor i digtet, som viser en bevidsthed om, at ungdommens stærke følelser også er naive. Det kan vi f.eks. fornemme her i strofe to:
Ingen tildeler os idrætsmærket
for de uendelige aftners vandringer
med vores marathonkærlighed.
Jeget kan have en lille ironisk distance til de ekstremt lange aftenture, som parret går hånd i hånd. Han laver sjov med kærlighedsvandringerne ved at beskrive dem som imponerende sportspræstationer.
Han er i stand til at løsrive sig fra sin ungdommelige besættelse af kærligheden og se den udefra. Det virker, som om han griner lidt af, hvor intenst det hele er – eller var. Det er, som om jeget i virkeligheden ser tilbage på ungdommens første kærlighed fra et senere tidspunkt i tilværelsen.
