Parateksten

Parateksten kan inddeles i tre analyseområder

Når du analyserer de særligt autofiktive træk i autofiktion - altså tekstens bevidste leg med fakta og fiktion - kan du gøre det ved at undersøge parateksten. En teksts paratekst er alt det, der er uden om selve teksten. I analysen af parateksten flytter du altså dit fokus fra selve teksten til den kommunikation, der er rundt om den i stedet.

Analyse af parateksten kræver både, at du nærstuderer bogens omslag, og at du orienterer dig på nettet for at se, hvordan forlaget, forfatteren og omverdenen har talt om bogen. Modsat analysen af tekstens fakta- og fiktionsmarkører ligger fokus i analysen af parateksten ikke på selve teksten, men på alt det udenom.

Du skal analysere parateksten, fordi den påvirker, hvordan vi opfatter teksten, dens genre og dens forfatter. Det skyldes, at parateksten rummer markørerer, der peger på, om vi skal læse teksten som fakta eller fiktion. Autofiktive tekster sender typisk signaler om begge dele, men dét er netop en del af dobbeltkontrakten i autofiktion. 

Her gennemgår vi de tre områder, parateksten kan inddeles i, og det, du kan analysere ved hvert område.

Periteksten: bogens indpakning

Periteksten er tekstens fysiske indpakning. Det vil sige bogens omslag (fx coverbillede, bagsidetekst, præsentation af forfatteren) samt ekstratekster i bogen, der ikke udgør selve brødteksten (fx et forord skrevet af en anden end forfatteren). 

Når du analyserer periteksten, er bogens egen genrebetegnelse særligt interessant at se på. Selvom autofiktive værker trækker på noget virkeligt, beskrives de ofte som fiktion på bogomslaget. Det gælder fx Leonora Christina Skovs Den, der lever stille (2018), der kalder sig “roman” på omslaget. Selvom bogen handler om forfatterens virkelige forhold til sin mor, peger bogen alt...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind