Sproglige virkemidler

Sproget viser det fattige miljø

”Karens Jul” er skrevet i et realistisk sprog. Beskrivelserne er relativt enkle og letforståelige, mens dialogen er præget af Karens stærke dialekt og politibetjentens sammentrækninger af ord. Karens talemåde er typisk for samfundets lavere klasser. Hendes sprog skal altså vise os, at hun tilhører underklassen.

Dialogens indhold viser desuden magtforholdet mellem Karen og betjenten tydeligt. Det placerer Karen i en udsat position i et yderst fattigt miljø. Da Karen har fået lov at blive i hytten, siger hun: ”Gud signe Dere, Gud signe Dere, og Tak skal dere ha’”. Det vil sige, at hun gentager ”Gud velsigne Dem” og slutter af med at sige tak.

Deres samtale er altså præget af en formel tone, der markerer deres interne magtforhold. Karen bliver dog ind imellem uformel, fordi hun ikke har et fint nok sprog til at tale formelt, men hun forsøger at være det ved at vise sproglig respekt for betjenten. Betjenten svinger mellem at være godmodig og påpegende. Karen udtrykker konstant sin underdanighed.

Vi ser dermed, at Karen tilhører et fattigt miljø. Hun er på kanten af samfundet og må derfor udtrykke sig ekstra underdanigt for at få lov til at blive i huset. Det ender endda med at blive hendes død, hvilket kun gør hendes taknemmelighed endnu mere tragisk.

Novellens beskrivelser er generelt fyldt med negative betegnelser. Det skaber en trøstesløs stemning. Det ser vi, når miljøet omkring hytten beskrives: sneen smelter, brostenene er våde og fede, luften er diset, lyset er ”skiddent” og ”grumset-rødt”. Miljøet beskrives som et sted i forfald, hvilket også gør sig gældende for beskrivelsen af Karen. Hun har et ”smalt, blegt Ansigt”, går i ”hullede Soldaterstøvler”, og hun ryster af ”Kulde fra øverst til nederst”.

Virkning

Det realistiske sprog gør novellen troværdig. Vi oplever dialogen mellem Karen og betjenten, som den kunne være foregået i virkeligheden. Dialogen efterlever tidens formelle krav til en samtale mellem to personer med forskellig status. Karen taler underdanigt og med stærk dialekt. Det antyder at hun tilhører underklassen. Betjenten skifter mellem en venlig og irettesættende tone, ligesom han skifter mellem at tale formelt og bruge mere uformelle sammentrækninger, som man gør i talesprog.

De mange negative ord skaber en stemning af trøstesløshed og nådesløshed.  Vi får et indtryk af havnen som et sted i forfald. Det stemmer overens med skildringen af Karens situation. Fortælleren bruger ingen forsonende, positive ord. Der antydes ikke noget håb for Karen. Hun er henvist til at dø med sit barn denne jul. Sproget er i den forstand nådesløst. Der er ingen positive elementer at støtte sig til.

Replikkerne udpeger magtforholdet

Dialogen mellem Karen og betjenten udpeger magtforholdet imellem dem. Det vi fx i starten af novellen:

«Jøsses, er det Polletie – aa kjære, væne,...

Teksten herover er kun et uddrag. Køb medlemskab for at læse den fulde tekst.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind