Naturalistiske træk

De naturalistiske træk viser sig i fremstillingen af individ og samfund

Amalie Skram beskrives ofte som en naturalistisk forfatter. Naturalisme betyder i sammenhæng med litteratur, at forfatteren bruger en objektiv stil, hvor mennesket fremstilles som et væsen, der er bestemt af sin natur. Naturalismen forsøger dermed at basere sine fortællinger på et naturvidenskabeligt grundlag. Menneskene i de naturalistiske tekster er frem for alt biologiske væsner, der er af styret af deres drifter.

Handlingen i naturalistiske tekster er som regel kendetegnet af en udvikling, hvor det er de mest tilpasningsdygtige individer, der klarer sig bedst. Det er opfattelse, som vi kender fra Charles Darwins udviklingslære. Den var naturalisterne kraftigt inspireret af. Det betyder også, at naturalistisk litteratur ofte fokuserer på sammenhængen mellem det enkelte menneske og det samfund eller fællesskab, det er en del af. Dermed bliver samfundet også tolket som et udtryk for den menneskelige natur. Det bliver ofte beskrevet som en kampplads, hvor kampen gælder liv og død.

I “Karens Jul” er det helt tydeligt, at der er tæt sammenhæng mellem beskrivelsen af Karen og det samfund, hun er en del af. Samfundet er blandt andet repræsenteret af politibetjenten og af det mere anonyme havnevæsen. Politibetjenten overvejer, hvad han skal stille op med Karen, der befinder sig på kanten af samfundet. Han er splittet mellem de regler, han skal forvalte, og den sympati, han føler i mødet med Karen.

Havnevæsnet er derimod helt ligeglad med menneskelige følelser. Det er en forvaltning, der skal sørge for, at havnen bliver drevet mest effektivt. For havnevæsenet er Karen og andre ”Løsgængere” blot i vejen. Hvis de dør, gør det blot havnedriften lettere.

Det er dog, som om samme tankegang i bund og grund også findes hos politibetjenten. I hvert fald virker han nærmest lidt lettet, da han finder Karen stendød med sit ligeledes døde barn ved brystet. Nu behøver han ikke længere være splittet mellem reglerne og medfølelsen, men kan konstatere, at Karen og hendes lille barn nu er et bedre sted.

«Stakkars Jente, for Jul hun fik,» mumled Konstablen, mens han visked sig i Øjet. «Men kansje det er bedst, som det er for dem begge to. Vorherre, han har naa vel en Mening med det.»

Her er det altså beskrevet, som om det er Guds vilje, at Karen er død. Det viser, at samfundets repræsentant dybest set også er ligeglad med Karens velbefindende. Faktisk er det bekvemt for både politibetjenten og havnemyndighederne, at hun er død. Der er ikke rigtig plads til en person som Karen i det samfund, hun skal forestille at være en del af. I stedet for at skabe rummelighed og plads til hende, viser novellen med andre ord, at samfundet er lettet over at være sluppet af med dette problem.

Når et svageligt og sygt dyr ender med at dø, siger man, at det er naturens gang. Vi får den samme fornemmelse med Karens død i ”Karens Jul”. Politibetjenten siger ikke, at det er naturens gang. Det ville...

Teksten herover er kun et uddrag. Køb medlemskab for at læse den fulde tekst.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind