Fortælleteknik

Fortælleren er en skjult, alvidende tredjepersonsfortæller

Fortælleren i ”Karens Jul” er en skjult, alvidende tredjepersonsfortæller. Det kan vi se ved, at fortælleren ikke er en del af historien. Fortælleren er tilbagetrukket i forhold til begivenhederne, men det er dog stadig fortælleren, der sætter rammen. Det ser vi, når novellen begynder med en fortællerkommentar, (”laa der for en Del Aar siden”). Og fortælleren slutter også af med en opsamlende kommentar:

Den første Arbejdsdag efter Julehælgen lod Havnevæsenet det gamle Færgemandshus rive ned og transportere bort. Det skulde ikke staa der og være Tilholdssted for alskens Løsgængere.

Her forklarer fortælleren os, hvad der sker med huset. Der anvendes tilmed tyk ironi, hvilket vi ser i den sidste sætning. Fortælleren taler på samfundets vegne. Der ironiseres over den kynisme, hvormed man omtaler Karens død. Samfundet kan ikke acceptere ”løsgængere”, og derfor skal der ikke være plads til dem på havnen. Her slutter fortælleren af med en klar dom over samfundets kynisme. Begivenhederne præsenteres dog som et objektivt forløb og ikke som noget, fortælleren griber ind i. Fortælleren har kun magt til at udpege de uretfærdige samfundsstrukturer, der fører til Karens død, ikke til at gribe ind i dem.

Fortælleren er derudover alvidende, fordi denne har adgang til personernes indre. Det ser vi fx, når betjentens tanker gengives: ”Han drev opover, forbi Huset, undred sig lidt, men tænkte sluttelig, at det vel maatte ha været Indbildning”. Fortælleren gengiver betjentens overvejelser direkte. Det ser vi ved brugen af en anførende sætning, et såkaldt inkvit (”men tænkte”), der eksplicit fremhæver, hvad betjenten tænker.

Fortælleren er overvejende knyttet til betjenten. Vi kan derfor godt tale om, at fortælleren virker personbunden. Det gør fortælleren ikke i novellen som helhed, men i midterpassagen er det påfaldende, at vi oplever samtalen gennem betjentens synsvinkel. Det er gennem hans blik og tanker, at historien fortælles. Det ser vi, da han første gang ser Karen: ”Politikonstablen tog den talende nærmere i Øjesyn”. Karen skildres primært gennem replikkerne. Fortælleren ledsager dog hendes replikker af helt korte beskrivelser: ”Det er bare mig, Karen” – hvisked hun”. Vi lærer, hvordan hun er ud fra de ledsagende kommentarer til replikkerne. De små bemærkninger giver os et indtryk af hendes person. Hendes hvisken viser, at hun er bange og underdanig.

Derudover har fortælleren overblik over ...

Teksten herover er kun et uddrag. Køb medlemskab for at læse den fulde tekst.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind