Analyse

Her kan du læse et uddrag fra analysehjælpen:

Betjenten udviser medfølelse med Karen og barnet

Betjenten er en myndighedsperson, der skal sørge for, at lovene bliver overholdt. Derfor bør han egentlig også bortvise Karen fra huset eller tage hende med på stationen som straf. Men hans følsomme og medmenneskelige side kommer udtryk ved, at han simpelthen får ondt af Karen og barnet:

Politikonstablen fik en beklemmende Fornemmelse. I det første Øjeblik havde han tænkt at drive hende ud med fyndige Ord og la hende slippe med en Advarsel. Men da han saa paa dette elendige Barn, som stod der med det lille Kryb i Armen og trykked sig op ad Bænken og ikke turde sætte sig af Frygt og Ydmyghed, gik der et Slags Rørelse igjennem ham.
“Men i Jessu Navn da – hvad bestiller Du her, Pika mi?”

Han kan se, at Karen reelt selv er et barn, og at hun på alle måder er en stakkel. Hans medfølelse afspejles i måden, han taler til hende på. Han bruger pludselig det faderlige udtryk “Pika mi”. Betjenten ender med at give Karen lov til at blive i huset tre dage mere, som hun gerne vil.

Da han finder Karen og barnet døde, rammes han igen af medfølelse: “ ‘Stakkars Jente, for Jul hun fik,’ mumled Konstablen, mens han visked sig i Øjet.” Han bliver formentlig den eneste, der fælder bare en lille tåre over den unge piges unødvendige død.

Betjenten udtrykker indirekte en kynisk holdning til deres død

I novellens slutning virker betjenten ganske vist ked af, at Karen og hendes barn er døde. Men han accepterer det hurtigt og konkluderer: “Kansje det er bedst, som det er for dem begge to. Vorherre, han har naa vel en Mening med det.” Denne tankerække er temmelig kynisk. 

Betjentens første sætning viser, at han ikke mener, at Karen og barnet ville have fået et godt liv alligevel. Han har på sin vis ret. Selv hvis Madam Olsen tog Karen tilbage, ville hun stadig skulle slide til en lav løn. Efter arbejde ville Karen skulle arbejde for den kone, der havde lovet at passe hendes barn. Barnet ville desuden vokse op med den skammen over at være uægte. 

Men selvom fremtidsudsigterne var dystre, kan vi ikke afvise, at Karen kunne have skabt et godt liv for sig selv og barnet. Den mulighed tænker betjenten ikke ind. 

Den anden sætning i betjentens tankerække er en henvisning til Guds vilje. Gud er den øverste autoritet, og betjenten trøster sig med, at der nok var en større mening med, at Karen og barnet skulle dø. På den måde kan han forsvare sin kynisme ved at bruge Gud som argument. Vi skal ikke læse betjenten som ond, men nærmere som et billede på hele 1800-tallets samfund. Denne laissez faire-holdning forsøger novellen at problematisere ved at fremstille betjenten i et negativt lys her til slut.

Betjenten udviser altså næsten en survival of the fittest-holdning. Hvis Karen og barnet klarer den julen over, er det fint. Hvis ikke, er det sådan, det må være. Den kyniske tilgang tegner et billede af et samfund, hvor de fattige får lov at sejle deres egen sø. Alt ansvar for at forbedre deres livssituation overlades til de fattige selv. Hvis nogen skal hjælpe dem, må det være Gud, og ikke samfundet.