Forstå teksten "Det røde Gardin"

Amalie Skrams novelle, "Det røde Gardin", er skrevet for over 120 år siden. Det er ikke så svært at forstå, hvad der helt konkret sker i fortællingen, men det kan alligevel være lidt vanskeligt at følge handlingen, bl.a. fordi der bruges en del gamle ord og vendinger i teksten. Dem har vi forklaret nedenfor, hvor vi har sat hele teksten fra novellen ind. De forklarede ord er markeret med en tynd, stiplet linje.

Desuden har vi lavet korte forklaringer til selve forløbet i novellen, så du ikke er tvivl om, hvad der sker. Endelig bærer novellen lidt præg af Amalie Skrams norske baggrund. Der er enkelte vendinger, der er præget af norsk. Dem har vi også forklaret.

Du kan selv lede efter uddybende ordforklaringer, hvis du har behov for det, eller slå ord op, som vi ikke har forklaret. Det er en god ide at bruge ordbøger fra cirka samme tid som novellen, da en del ord har ændret betydning over årene. Se fx www.ordnet.dk, hvor der både er nyere og ældre ordbøger. Husk at bruge din sunde fornuft, når du slår ord op og søger information. Hvis en forklaring ikke rigtig giver mening i sammenhæng med resten af teksten, er det fx nok, fordi forklaringen er forkert.

Det røde gardin

Amalie Skram (1897)

Hvad skulle hun dog finde på at gøre med dette frygtelige røde flor?

Hvordan gik det dog til, at man købte slige ting?

Inde i butikken, da hun stod og spurgte om prisen på dette røde, klare stof, havde hun tænkt: Det er dog en giftig farve; hvad vil du med det? Du får jo ondt af at se på det, og det er livagtigt, som det lugtede af lig.

Men hun havde måttet købe det alligevel.

Hun trængte jo et stort, dækkende trækgardin for det brede vindue i sin egen stue, når hun sad og arbejdede og ville holde solskinnet og det alt for grelle lys ude. Og det skulle være gennemsigtigt. Rullegardinet gjorde det for mørkt. Når hun først fik floret op, blev det nok pænt. Et mildt, rødligt skær ville farve lyset i stuen.

Bare hendes mand nu ikke ville sige: »Fy for pokker! Det har en djævelsk farve, det der; rent ud brandfarlig.« Dette havde hun gået og tænkt på, mens hun bar pakken med det røde flor hjem.

Men det blev akkurat nøjagtig hendes mands udbrud, da han så hende i færd med at sømme det.

Det ville netop blive nydeligt, havde hun påstået. Storartet, stemningsfuldt, varmt. Og mens hun ivrig forklarede, hvor henrivende det ville komme til at virke, når det først kom på sin plads, havde hun atter kendt denne liglugt, der syntes at stige op fra det klare, brandrøde stof mellem hendes hænder.

Jo vist så! Det blev først rigtig djævelsk at se til, da det var hængt op for hendes vindue.

Så havde hun taget det ned igen og havde forsøgsvis anbragt det i alle værelserne, det ene efter det andet. Men hver gang gik det ligedan. Det varede ikke længe, så måtte det atter ned og væk.

Ikke bare fordi hendes mand, hver gang han så det anvendt på et nyt sted og på en ny måde, fortvivlet lagde hovedet tilbage og krængede det hvide I af øjnene ud, men også fordi hun selv fandt det hæsligt og umuligt.

Nu havde hun omsider opgivet det. Med bedrøvelse havde hun gjort det. For hun havde været så halsstarrig i at påstå og i at håbe, at hun nok skulle få noget udmærket ud af det, når hun blot i et lykkeligt øjeblik fik en lys idé.

Hun havde kastet det hen over kakkelovnsskærmen, med et svagt forsøg på at ordne det lidt dekorativt. For at putte det ned i en skuffe nænnede hun dog ikke.

Hendes mand havde leende lykønsket hende til, at hun endelig havde resigneret. Men hun havde nikket med trøstig mine og forsikret, at det kun var foreløbig. Det røde gardin skulle nok komme til at ’gøre sig’ til sidst.

Et par dage senere lå hun død om morgenen i sin seng. Døden var kommen så stille og pludseligt, at hendes mand, der sov i sengen ved siden af, intet anede, da han stod op og klædte sig på.

Til sidst slog den absolutte stilhed fra hans hustrus seng ham med undren. Han kiggede ind bag omhænget ...

»Nu har vi vasket fruen. Hvad skal vi give hende på?« Det var den gamle pige, som spurgte. Hun kom stille ind i dagligstuen, hvor manden sad sammensunken i en lænestol.

»Ja, for siden fruen skal brændes, så synes jeg, at fruens natkjoler er for gode,« vedblev den gamle pige. »Det var en anden sag, hvis fruen skulle begraves.«

Han virrede svagt med hovedet og vinkede hende bort med hånden.

Den gamle pige blev stående og så uvis på ham.

»Ja, det kan nu ikke nytte noget, herre,« sagde hun lidt efter. »Fruen må jo laves i stand.«

Han rejste sig langsomt og så sig flygtigt om. Da faldt hans blik på det røde gardin, som hang over kakkelovnsskærmen.

»Svøb hende ind i det,« sagde han med tykt mæle, og pegede på gardinet. Så sank han ned igen i lænestolen.

»Vil herren ikke se fruen, før de kommer og tager | hende?« Det var atter den gamle pige. »Nu er fruen færdig i Jesu navn.«

Lidt efter stod han inde hos den døde.

Hun lå i sin hvide seng fra øverst til nederst indhyllet i det røde gardin, der sluttede om hendes slanke legeme som en rummelig, folderig sæk. Over hovedet og ved fødderne var det samlet sammen og omviklet med hvide silkebånd, bundne i små sirlige sløjfer. Hendes hoved lå lidt på skæve, og det brune hår var stramt flettet ved ørene og stukket ind bag nakken.

Han stod og betragtede hende. Aldrig havde han tænkt, at en død kunne se så skøn ud. Hun lå der så fin og stille. Ansigtets udtryk var mildt og fredfuldt, og legemet syntes at rødme svagt af livets varme. Men det skyldtes vel det klare stofs stærke farve.

Så havde hun da fået ret. Det røde gardin var kommet til at ’gøre sig’ til sidst.

Hulkende uden lyd stod han der. Pludselig opdagede han en mægtig stor, grønlig flue, der under det røde flor krøb om på hendes bryst. Den måtte fjernes. Måtte. Hun, som havde haft denne levende afsky for fluer og alskens kryb. Men hvorledes skulle han få fat på fluen? Han kunne gribe om den med sine fingre og klemme den ihjel, men så ville hun have dette ådsel på sit arme, kære legeme. –

Men skære en flænge i floret – han tog op sin lommekniv, og bøjede sig over den døde.

Der steg liglugt op mellem folderne på det røde gardin.