Sprog

Her får du et overblik over sproget i “Det røde Gardin” af Amalie Skram.

Kursiveringen nuancerer ægteskabskonflikten

Fortællerens sprogbrug nuancerer ægteskabskonflikten. Ved første øjekast fremstår manden som skurken i ægteskabet, mens kvinden er offeret for den mandlige dominans. Nuanceringen kommer imidlertid til udtryk i en central kursivering, som fortælleren foretager i novellens første halvdel.

Ikke bare fordi hendes mand, hver gang han så det anvendt på et nyt sted og på en ny måde, fortvivlet lagde hovedet tilbage og krængede det hvide af øjnene ud, men også fordi hun selv fandt det hæsligt og umuligt.

Kursiveringen af adverbiet ”bare” peger her på, at det ikke alene er mandens hånlige adfærd, der får hende til selv at finde det hæsligt og umuligt. Det er altså ikke udelukkende mandens nedladende reaktioner, der påvirker kvindens opfattelse. Der er noget ved det røde gardin i sig selv som er ubehageligt. Det sætter fokus på umuligheden i at få det røde stof til at fungere, fremfor den egentlige balance parret imellem.

Det er altså ikke magtbalancen i parrets indbyrdes relation, der er problemet, men ægteskabet I det hele taget. Det er ikke bare manden, der er skurken i novellen. Det røde gardin repræsenterer et faretruende varsel om, at deres ægteskab i det hele taget er umuligt. Det er på tragisk vis ægteskabet, der på et symbolsk plan fører til kvindens til død.

Virkning

Fortællerens kursivering viser os, at det ikke blot er manden, der er skurken og tager modet fra kvinden. Det er det røde gardin i sig selv, der er hæsligt og umuligt. Kursiveringen bevirker, at ægteskabskonflikten nuanceres. Det er ikke kun manden, vi som læsere skal forarges over. Det er ægteskabskonstruktionen i det hele taget.

Det røde gardin er...