Personkarakteristik

Kvinden er både insisterende og tvivlende

Det er ved første øjekast begrænset, hvad vi får vi at vide om den kvindelige hovedperson i ”Det røde Gardin”. På et overordnet plan erfarer vi blot, hvordan hun køber et rødt stykke stof, og hvordan hun undersøger, hvor dette stof skal hænge. Et par dage senere dør hun, og vi følger herefter hendes mands reaktion på hendes død. Det vil sige, at hun hurtigt glider ud af historien som en handlende aktør.

Vi kan dog godt lære noget mere om den kvindelige hovedperson, hvis vi ser nærmere på hendes handlinger og tanker. I starten af novellen følger vi hendes tanker om købet af det røde gardin:

Det er dog en giftig farve; hvad vil du med det? Du får jo ondt af at se på det, og det er livagtigt, som det lugtede af lig.

Men hun havde måttet købe det alligevel.

Hun trængte jo et stort, dækkende trækgardin for det brede vindue i sin egen stue, når hun sad og arbejdede og ville holde solskinnet og det alt for grelle lys ude. Og det skulle være gennemsigtigt. Rullegardinet gjorde det for mørkt. Når hun først fik floret op, blev det nok pænt.

Ud fra dette citat kan vi udlede, at kvinden både er tvivlende og insisterende, når det kommer til spørgsmålet om det røde gardin. På den ene side får hun ondt af at se på det. Det vil sige, at det påvirker hende negativt, og hun spørger derfor sig selv, hvad hun overhovedet vil med det. På den anden side må hun ”købe det alligevel”. Hun overbeviser sig selv om, at det nok skal blive pænt, når hun først får gardinet op.

Kvinden er med andre ord både draget af stoffet og frastødt af det. Da det først er kommet i hus, vil hun dog have det bedste ud af det. Ud fra hendes tanker erfarer vi, at hun har en stærk vilje, men at hun også er en tvivlende natur. Hun vil have gardinet til at fungere i ”sin egen stue”, selvom hun får det dårligt af at se på det. Hun er altså villig til at overskride ubehaget. Hendes vilje er stærkere end hendes tvivl.

Kvinden vil ikke give op

Vi lærer også den kvindelige hovedperson at kende gennem hendes handlemåde. Hun sætter gardinet op i alle værelserne på trods af, at det ikke fungerer i nogen af dem. Til sidst opgiver hun at få det hængt op. Det skyldes ikke kun, at hendes mand krænger det hvide ud af øjnene hver gang han ser det. Det skyldes også, at hun selv finder det ”hæsligt og umuligt”, og at der kommer en sær...