Filmiske virkemidler
Her kan du læse om, hvordan du kan analysere de filmiske virkemidler i kampagnefilmen “Alt det vi deler” fra TV2.
- Lydsiden kalder på stærke følelser hos modtagerne
- Voiceover præsenterer kampagnefilmens budskab om fællesskab
- De mange nærbilleder lader modtagerne aflæse deltagernes følelsesreaktioner
- Halvtotal bruges til at vise deltagernes interaktion med hinanden
- Hurtig klipning giver et signal om eksperimentets omfang
Lydsiden kalder på stærke følelser hos modtagerne
Lyd spiller en særlig vigtig rolle i kampagnefilmens påvirkning af modtagerne.
Det kommer først og fremmest til udtryk i underlægningsmusikken, hvor bløde klavertoner er med til at understrege filmens håbefulde budskab og forstærke dens følelsespåvirkning.
Samtidig bliver musikken også brugt til at øge spændingen i de forskellige møder mellem personerne, fordi musikken ofte bliver dæmpet eller slukket i sekunderne op til, at de skjulte forbindelser mellem personerne bliver afsløret. Fraværet af musik i de afgørende øjeblik er også med til at øge fokus på dialogen og folks umiddelbare følelsesreaktioner, når spændingen bliver udløst og forbindelserne afsløret.
Følelsespåvirkningen kommer altså også til udtryk i dialogen mellem personerne, som takket være en strategisk placeret mikrofon går meget rent igennem. Dermed kan modtagerne tydeligt fornemme, hvor følelsesladede deltagernes stemmer bliver i...