Fortælleteknik

Fortælleren er en alvidende tredjepersonsfortæller

Fortælleren i ”Karen” er en alvidende tredjepersonsfortæller. Vi kan se, at det er en tredjepersonsfortæller, fordi personerne omtales i tredjeperson, fx som ”han” og ”hun”, hvorimod der ikke er noget ”jeg”. Vi kan fx se det i begyndelsen af novellen, hvor vi hører om Karen: ”Hun var alene om Opvartningen”. Tredjepersonsfortælleren gør, at vi oplever at se begivenhederne i novellen ude fra.

Fortælleren er også alvidende. Det betyder, at vi har adgang til flere af personernes og dyrenes tanker og følelser. Da Anders og postføreren er på vej videre fra kroen, bemærker fortælleren fx: ”Anders postkarl smilte ogsaa på sin maade. Han begyndte at forstaa”. I eksemplet har vi kortvarigt adgang til Anders’ tanker, fordi vi får indblik i, hvordan han opfatter situationen.

Vi får også indblik i fiskeopkøbernes følelser, mens de følger Karen med øjnene: ”og naar hun en enkelt Gang løftede Øinene, for det dem gjennem hele Kroppen”. Ved at få indblik i fiskeopkøbernes tanker om Karen, får vi også et indtryk af, hvem Karen er, og hvilket indtryk hun gør på folk. I novellen har vi endda adgang til dyrenes tanker. Fx hører vi om ræven, at den begyndte at tænke over, om det er Harerne, som blive klogere, eller Rævene, som blive dummere”.

Virkning

Novellens brug af en alvidende tredjepersonsfortæller gør, at vi får en oplevelse af, at vi kan stole på det fortalte. Det skyldes, at tredjepersonsfortælleren fortæller historien udefra. Det gør umiddelbart fortælleren mere pålidelig, end hvis der var brugt en jegfortæller.

Der er dog elementer i novellens begyndelse og slutning, der skaber tvivl om sandfærdigheden af det fortalte. Novellens begynder som et eventyr med ”Der var engang i Krarup Kro en Pige, som hed Karen”. Begyndelsen i novellen minder på den måde om begyndelsen i et eventyr. Det skaber en vis tvivl om pålideligheden i fortællingen.

Novellen slutter med ordene: ”Men naar gamle Folk vilde give Ungdommen en rigtig alvorlig Advarsel, pleiede de gjerne at begynde saaledes; ”Der var engang i Krarup Kro en Pige, som hed Karen –””. Slutningen understreger dermed, at der kan være en vis tvivl om sandfærdigheden i novellens handling. Fortællingen får karakter af en advarsel eller belæring. Læseren bliver belært om farerne ved at forelske sig i en høj, flot fremmed, på samme måde som ”Ungdommen” blev advaret af de ”gamle Folk”. Det skaber en vis usikkerhed om, hvad fortælleren egentlig vil fortælle os med novellen. Indledningen og afslutningen sår altså tvivl om, hvad budskabet i ”Karen” egentlig er.

Brugen af den alvidende fortæller gør dog, at vi kommer ganske tæt på novellens personer. Vores følelse af at være fluen på væggen bliver forstærket, samtidig med at vi indimellem får adgang til forskellige personers bevidsthed. Det gør det lettere for os at leve os ind i novellens handling. Den alvidende fortæller er også central for vores opfattelse og forståelse af Karen. Ved at give os et indblik i, hvordan Karen bliver opfattet af menneskerne omkring sig, får vi også en større forståelse for, hvilken person hun er.

Synsvinklen er primært ydre

I ”Karen” er synsvinklen primært ydre. Det betyder, at novellen bliver fortalt udefra. Novellen bliver derfor ikke fortalt igennem nogen af personerne. Vi kan fx se, at det er en ydre synsvinkel i detaljerne i beskrivelsen af postføreren, da han lige er ankommet til kroen:

Det var en høi, smuk Mand med mørke Øjne, sort, krøllet Skjæg og et lidet, kruset Hoved. Den lange, rige Kappe a...