Du lytter til to af Studienets danskredaktører, Birgitte (cand.mag i Dansk og Engelsk) og Line (cand.mag i Dansk og Engelsk). Signe er vært for podcasten.
Vi skal tale om "Aften-Sang", som er et digt af Adam Oehlenschläger, og det er Birgitte og Line som redaktører i Dansk, som jeg har med til at tale om digtet. Birgitte, kan du starte med lige at ridse op for os, hvad det er for et digt, vi har at gøre med?
Ja, det er et lyrisk jeg, der sidder sammen med i hvert fald en pige. Det er lidt svært at greje, om de er flere, der sidder forsamlet, men de sidder og ser på den her solnedgang og synger.
Især det lyriske jeg sidder og reflekterer over døden. Det er noget med at solnedgangen minder ham om døden. Solen går ned bag træerne og forsvinder. Det bliver for ham et symbol på, når livet slutter, og man dør.
Den her tekst, skal vi måske også sige, rent litteraturhistorisk har den faktisk både træk fra det, man kalder universalromantikken, og det, man kalder nyplatonisme. Og det kan måske virke lidt selvmodsigende, hvis man ved noget om det her, fordi umiddelbart fokuserer universalromantikken meget på harmoni, mens nyplatonisme fokuserer meget på splittelse. Men teksten har faktisk lidt af begge dele.
Ofte forbinder vi Oehlenschläger med universalromantikken ud af de to her, så Det er faktisk meget spændende tekst, fordi den er lidt atypisk for for ham. Men det vender vi tilbage til i løbet af af snakken, tror jeg, og jeg tror også, det er vigtigt lige at få sagt her fra begyndelsen af, at der er intertekstualitet på spil i den her tekst, fordi det kan være vigtigt at vide i forhold til strofe 5.
