Forstå teksten

"Morgen-Vandring" er et mere end 200 år gammelt digt. Det er skrevet i en højtidelig stil og rummer en ord, der kan være svære set med nutidens briller. Dem har vi forklaret med gloser i digtet.

For hver strofe finder du også en kort opsummering af, hvad der sker i digtet. Det kan være lidt vanskeligt at følge handlingen i "Morgen-Vandring", bl.a. fordi der pludselig er talende blomster. 

Hvis du har behov for flere ordforklaringer, end vi giver her, kan du fx slå op på www.ordnet.dk. Her finder du både nye og ældre ordbøger. Når du læser et gammelt digt som "Morgen-Vandring" er det en rigtig god ide at bruge ældre ordbøger, da mange ord mister eller ændrer betydning over tid. Derudover skal du selvfølgelig bruge din sunde fornuft og huske på, at hvis du finder en forklaring, der ikke giver mening i digtet, er det forklaringen - ikke digtet -, den er gal med. 

Morgen-Vandring

Adam Oehlenschläger (1805)

Saa huldt til den hellige Bøgeskov
        Det vinkte mig,
O Jord! Hvor end aldrig den tunge Plov
        Havde furet dig.
De hulde Smaablomster saa venligt stod
        I dunkle Lye,
De smilte saa inderligt ved min Fod
        Mod Himlens Skye.

Til Skoven jeg giennem en Mark monne gaae,
        Da fik jeg see
En vældig Steenhob paa Marken staae,
        Mellem Høye tre;
Den stod saa ærværdig og saa blid;
        En aflang Ring.
Her holdtes der vist, i gammel Tid,
        Et Konge-Thing.

Paa den store Granit, som hisset staaer,
        Stol-Kongen sad,
Med Krone, Scepter, i Zobel og Maar,
        Saa faderglad;
Og hver en Kriger alvorlig treen,
        Fredsæl i Aand,
Og satte sig rolig paa sin Steen,
        Uden Sværd i Haand.

Paa Høyen, hisset, stod Kongens Gaard,
        Med stærken Muur;
Hist havde hans Dotter, den vene Maard!
        Sit Jomfrue-Buur;
Og paa den Tredie et Tempel stod,
        Berømt i Nord,
Der offredes rygende Oxeblod
        Til Asa-Thor.

O venlige Mark! O Lund saa prud!
        Græskiølne Væng!
Overalt havde Flora pyntet ud
        Sin Brudeseng.
Paa Marken kneiste de røde, blaae
        Kornblomster frem.
Jeg maatte standse, jeg maatte staae
        Og hilse dem.

Velkommen atter igien i Aar,
        Paa lunen Jord!
Hvor lifligt I op i den unge Vaar
        Blandt Kornet groer.
Som Stierner I blinke, blaat og rødt,
        Blandt gule Lyn.
O hvor fortryller mig barnligsødt
        Jert Sommersyn!

Ak Digter! du har kun lidt Forstand.
        Ak Herregud!
Du skulde kun see vor Ejermand,
        Hvor han seer ud.
Hvergang han seer os, han kalder os Tant,
        I Øiet en Torn!
Han kalder os Helvedes Klint, iblandt
        Det velsignede Korn.

Den største Naade, han viist os har,
        I dette Liv,
Er det, at han stundum af Lommen taer
        Sin Foldekniv,
Og skiær sig en Haandfuld, stor og tung,
        Under vranten Snak,
Og blander os i en Sælhunds-Pung,
        Blandt Røgtobak.

Han siger at, smøget paa den Maneer,
        Vi arme Skrog
Efter fattig Leilighed Verden teer
        Nogen Nytte dog,
Forresten vor Skiønhed, rød og blaae,
        Er hap som hip!
Alt Nyttigt bør giennem Munden gaae.
        Det er hans Princip!

I arme Stakler! Den arme Mand!
        De arme Mænd!
Som uden salige Glæder kan
        Gaae Livet hen,
Som ey begriber hvad Gud har giort,
        Som ene veed,
At Munden er den nærmeste Port
        Til Salighed.

Smaablomster! Ak som det Eder gaaer,
        Saa gaaer det mig.
En stakkels Poet, som en Kornblomst staaer,
        Og græmmer sig.
Det nærende Korn kun i Veien han er;
        Hvad retter han ud?
Han hæver sit barnlige Farveskier
        Kun fromt til Gud!

Kom Blomster! Vi høre tilsammen vi,
        Kom, vakkre Glut!
Og slyng dig med tryllende Sympathie,
        Om denne Luth.
Og bæv, som Zefir bevæged dit Blad,
        Ved Strengens Klang,
Saa synge vi Hver vor Skaber glad
        En Morgensang.