Personer og miljø

Jeget fremstiller sig selv som et romantisk geni

Den dominerende person i ”Morgen-Vandring” er der lyriske jeg eller digterjeget. Han kan karakteriseres som et romantisk geni. Det bliver tydeligt flere steder i digtet, særligt i slutningen, hvor jeget reflekterer over sin egen status som digter og poet (strofe 11). 

Jeget beskriver sig selv som en ”stakkels Poet”, der er unyttig i forhold til samfundets normer. I denne beskrivelse ligger der imidlertid en stor selvbevidsthed. Jeget er meget bevidst om sin betydningsfulde status som digter. Han er en del af naturen, og hævder i digtets sidste strofe (strofe 12), at han har evnen til at hylde naturen i sit digt, der er henvendt til Gud:

Kom Blomster! Vi høre tilsammen vi,
        Kom, vakkre Glut!
Og slyng dig med tryllende Sympathie,
        Om denne Luth.
Og bæv, som Zefir bevæged dit Blad,
        Ved Strengens Klang,
Saa synge vi Hver vor Skaber glad
        En Morgensang.

Tidligere i digtet (strofe 10) har han omtalt bonden og alle "De andre Mænd", der går gennem livet uden at se, hvad Gud har gjort. Dermed har digterjeget skabt en modsætning mellem sig selv og "de andre". Selv har han blik for skønheden i Guds skaberværk, mens de andre bare er glade, hvis de får noget at spise og drikke. 

Digterjeget hæver på den måde sig selv over almindelige mennesker, der passer deres arbejde for at få de basale behov dækket. Digterjeget i ”Morgen-Vandring” er ikke et fornuftstyret menneske, der bruger naturen til at skaffe mad og penge, såda...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind