Perspektivering

Digtet hører til universalromantikken

”Guldhornene” (1802) hører til blandt de tidlige universalromantiske digte i Danmark. Universalromantikken var især dominerende helt i begyndelsen af den danske romantik; det vil sige i ca. de første 10 år af 1800-tallet. 

Universalromantikken ser verden som splittet mellem den fysiske og den åndelige verden. Men splittelsen er kun tilsyneladende, og den kan overvindes. Gud gennemstrømmer alt i naturen, og det romantiske geni kan se denne enhed af ånd og natur. Indsigten kan videregives af geniet gennem kunst og litteratur.

Det universalromantiske perspektiv er tydeligt i ”Guldhornene”. Her splittes mennesker op i typer alt efter deres forståelse af verden. Der er de lærde, som ingenting forstår, fordi de er faret vild i fornuften. Så er der naturmenneskene, møen og bonden, som har en umiddelbar forståelse, men som ikke kan formulere eller viderebringe den. Endelig er der ”de sieldne Faae” (strofe 11). Det er de få romantiske genier, der forstår, at gud er i alt, og som oplever, at det fysiske og det åndelige kan forenes.

Guldhornene bliver symbolet på denne forening. I guldhornene forenes nemlig både det smukke ydre og det åndelige indre. Derved bliver den tilsyneladende adskillelse mellem det fysiske og det åndelige ophævet. På den måde er guldhornene et symbol for den universalro...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind