Fortælleteknik

Digtet har en tredjepersonsfortæller

Fortælleren i ”Guldhornene” er en tredjepersonsfortæller. Det ved vi, fordi der ikke optræder et ”jeg” i digtet. Vi kan også se det, fordi fortælleren i størstedelen af digtet omtaler personerne i digtet i tredjeperson (fx ”de” om de lærde og ”hun” om den unge pige). 

Det betyder, at digtet ikke har et lyrisk jeg, der selv er en del af digtet, men derimod en fortæller, der betragter begivenhederne udefra. Det udelukker dog ikke, at fortælleren har adgang til personernes tanker. I strofe 2 beretter fortælleren fx, at de lærde er forvirrede, og i strofe 6 kender fortælleren også den unge piges sindsstemning. Fortælleren ved fx, at hun har et ”muntert Sind”, og at hun tænker på elskov. 

Selv om der er tale om en tredjepersonsfortæller, afslører fortælleren alligevel en del om sig selv. Fx er der mange udråbstegn i digtet, hvilket giver en ret dramatisk effekt. Det tyder på, at fortælleren lever sig intenst ind i sin egen fortælling og ønsker at rive læseren med.

Fortælleren moraliserer

Samtidig sker der noget særligt i den sidste del af digtet. Her påtager fortælleren sig nemlig en næsten moraliserende tone. Det er især tydeligt i strofe 19, hvor der pludselig tales til et ”I”:

Men I see kun deres Lue,
ikke det ærværdigt Höie!
Sætte dem som Pragt tilskue
for et mat nysgierrigt Öie. 

Det ”I”, der tales til, omfatter alle dem, der ikke forstår at værdsætte Guldhornene på ordentlig vis. Her kan der fx tænkes på de lærde og andre,...