SSO: Fra velfærdsstat til konkurrencestat

Uddrag

Redegørelse for den danske velfærdsstat
Dansk socialpolitik før 2. Verdenskrig

Dansk socialpolitik var i 1800-tallet baseret på fattighjælp som bestod i, at fattige kunne få støtte, hvis de var ”værdigt trængende”. Konsekvensen af dette var, at modtagerne af fattighjælp mistede deres stemmeret og de måtte heller ikke gifte sig. I midten af 1800-tallet bredte der sig en selverkendelse af, at private bidrag og fattighjælp i sognene slet ikke var nok og med Grundloven i 1849, blev alle danskere sikret ret til offentlig hjælp, hvis de ikke var i stand til at forsørge sig selv.
Fattigloven blev revideret i 1891 og for første gang fik man statslig støtte til lægebesøg, jordemoder og begravelse. Loven om alderdomsunderstøttelse blev ændret, så de der aldrig havde fået fattighjælp fik ret til understøttelse, uden at miste deres stemmeret. Ud over de lovmæssige ændringer, blev der tale om forsikringsordninger hvor den enkelte selv skulle bidrage og det offentlige ydede tilskud. F.eks. sygekasseloven af 1892, hvor borgeren frivilligt kunne melde sig ind, betale kontingent og dermed var sikret hjælp under sygdom. En anden offentlig støttet ordning var arbejdsløshedskasseloven af 1907.
En af danmarkshistoriens mest omtalte politisk-økonomiske aftale er: Kanslergadeforliget 1933 . Socialdemokratiet, Det radikale venstre og Venstre indgik et forlig som især handlede om økonomi på baggrund af den verdensomspændende krise. Socialpolitikken var i spil og en socialreform blev vedtaget. Først og fremmest var det en forenkling og en videreførelse af de eksisterende love og man samlede nu sociallovgivningen i fire hovedlove:
• Folkeforsikring - staten gav flere penge til sygekasserne og hjælp fra sygekasser blev indkomstbestemt for den enkelte modtager.
• Ulykkesforsikring - arbejdsgiverne skulle forsikre de ansatte mod arbejdsulykker. Det blev muligt at modtage dagpenge i 200 dage, hvorefter man overgik til offentlig forsorg.
• Offentlig forsorg
• Arbejdsløshedsunderstøttelse
Socialreformen var en forenkling og der blev fortsat lagt vægt på forsikringsprincippet, men på et punkt var der tale om et afgørende brud; man lagde nu vægt på, at borgerens rettigheder ikke skulle indskrænkes fordi han eller hun havde økonomiske problemer, med mindre man var alkoholiker, arbejdssky eller vagabond.
Denne forenkling af lovene gjorde, at de sociale ydelser blev samlet og at man kun skulle gå et sted hen for at få social hjælp. Det blev dermed meget mere overskueligt, hvor man kunne få de sociale ydelser, man nu havde ret til . Socialreformen betød også, at det blev mindre ydmygende at modtage social hjælp. Det havde ikke længere nogen betydning for ens rettigheder og der var ikke længere tale om skøn, men om objektive krav og fastsatte takster.
1930'erne havde bragt krise med over 30% arbejdsløse og dette gjorde, at de danske politikere frygtede en øget fattigdom og social uro. Med Socialdemokratiet som hovedarkitekt blev der nu opbygget en stat som aktivt tog del i borgernes liv og udstak garantier for sundhed, social sikkerhed og uddannelse. Udviklingen af velfærdsstaten var i høj grad præget af et lighedsideal – både økonomisk og socialt – og det var en grundlæggende tankegang, at ydelser til borgerne i sidste ende ville komme hele samfundet til gode.
Dansk socialpolitik efter 2. Verdenskrig

Kanslergadeforliget var med til at bane vejen for den velfærdsstat, som for alvor tog fart efter 2. verdenskrig i 1945.
I 1940erne og 1950erne kan man ikke sige, at der var tale om en væsentlig udbygning, den eneste markante undtagelse er folkepensionen i 1956 . Her fik alle borgere over 67 år ret til et mindstebeløb uanset formue, indkomst eller tidligere erhvervsaktivitet og her fik Danmark den første universelle velfærdsydelse .
Efter 2. verdenskrig, i slutningen af 1950erne, slog den internationale højkonjunktur igennem i Danmark og fra da af, gik det meget stærkt, man kan kalde 1960erne for den danske velfærdsstats guldalder. Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet og der blev bygget vuggestuer, børnehaver, fritidshjem, plejehjem, sygehuse og uddannelsesinstitutioner. Forbruget steg og det samme gjorde reallønnen, i perioden 1957 - 70 voksede den med 75 % . Troen på den økonomiske fremgang var stor... Køb adgang for at læse mere Allerede medlem? Log ind