SRP om matematik i litteratur og kunst i Dansk A og Matematik A

Uddrag

Indledning

I denne opgave vil jeg arbejde med Inger Christensens digtsamling Alfabet med fokus på behandlingen af forholdet mellem menneske og natur samt behandle den systemdigtning, der gøres brug af i værket. Dette gøres med henblik på at diskutere det matematik-­‐filosofiske spørgsmål: Matematikken kan bruges til at beskrive naturen, men er det dermed naturens sprog?
Inden dette vil jeg dog først matematikfagligt føre nogle centrale beviser og redegøre for det matematiske aspekt af systemdigtningen for at forklare samt anskueliggøre kompleksiteten. Til slut vil jeg perspektivere til Leonardo da Vincis Den Sidste Nadver for at demonstrere brugen af dette matematiske aspekt i kunsten set fra et danskfagligt perspektiv.

Historien bag det gyldne snit (Φ) og Fibonaccifølgen

Sammenhængen mellem kaninbestande og placering af Jesus i Leonardo da Vincis Den Sidste Nadver er ikke just indlysende. Ikke desto mindre har disse to fænomener mere tilfælles end lige umiddelbart. De deler nemlig et meget specifikt og specielt tal eller geometrisk proportion, som har været mennesket kendt siden det antikke Grækenland. En anekdote fortæller, at matematikeren Euxodos, som har været elev hos filosoffen Platon, en gang gik rundt med en stok og adspurgte tilfældige forbipasserende mennesker, om ikke de ville markere det sted på stokken, hvor de mente, at den blev smukkest eller mest harmonisk delt. Efter et par markeringer bemærkede Euxodos, at de alle samlede sig omkring ét punkt – nemlig det punkt, der senere blev kendt som 'det gyldne snit'.
Betegnelsen 'det gyldne snit' har formentlig sin oprindelse i det 19. århundredes Tyskland, hvor en tysk matematiker kombinerede de to allerede kendte latinske begreber regula aurea (den gyldne regel) og secho divina (guddommelige snit) – og altså fik noget i retning af secho aurea (det gyldne snit). Således har betegnelsen siden da lydt i Norden, mens den i resten af verden oftest betegnes som 'den guddommelige brøk'.

Hvis man igen springer lidt tilbage i tiden til omkring det 12. århundredes Italien, befinder man sig periodemæssigt lige i overgangen fra middelalderen til renæssancen.1 Hvilket, set med historiefaglige briller, vil sige, at der er ved at ske en radikal paradigmeændring i samfundet. Dette får med tiden den betydning, at naturvidenskaben vinder interesse og popularitet, og dermed får tildelt en plads i solen.
Den italienske matematiker Leonardo Fibonacci (ca. 1170-­‐1250) rejste i denne periode (fra ca. 1192) rundt i bl.a. Algeriet, Syrien og Byzans og indsamlede viden omkring ... Køb adgang for at læse mere Allerede medlem? Log ind