SRP: Legenden om Robin Hood

Uddrag

At historierne om Robin Hood er en af de mest legendariske fortællinger, kan der næppe stilles tvivl om. Hvorom fortællingerne er mytiske eller ej, synes dog umuligt at afgøre. Om vi behandler en historisk person eller en mytisk, uhåndgribelig Robin Hood er dog et årtusinde efter ikke længere så vigtigt, fordi fortællingernes karakter er så stærk, at Robin Hood, myte eller ej, har manifesteret sig klart i den vestlige fællesbevidsthed. Mange anser dog i dag Robin Hood for at være en sammensat litterær skikkelse.

Robin Hood optræder aldrig uden sine Merry Men, der består af Lille John, Will Scarlet, Much Møllerens Søn, Alan A' Dale og Broder Tuck. I nogle senere ballader knyttes han også til en slags kæreste, Marian. Han knyttes også til de faste rivaler, Guy af Gisborne og Sheriffen af Nottingham, samt steder, Nottingham og Sherwood skoven. Når man i litteraturen taler om Robin Hood, er disse karakterer og steder således en lige så stor del af hans navn, som ham selv.

Fortællingerne om Robin Hood opstår i den periode, som vi kalder højmiddelalderen (ca. 1000-1300), men den første nedskrevne omtale af Robin er fra ”Piers Plowman” (ca. 1377) af William Langland.

Den moderne Robin Hood knyttes til Richard 1. Løvehjerte og Johan uden Lands tid, altså tiden omkring Magna Carta og Korstogene, men i de ældste ballader, er det eneste spor, der kan fortælle os på hvilke tid, handlingen foregår, referencen ”oure comly king” . Udsagnet henviser nemlig formentlig til Edward III, som dette udtryk blev brugt om. Richard I og Robin Hood må derfor først være knyttet til hinanden efterfølgende. Myten og karakteren Robin Hood er nemlig langt fra statisk. Fortællingerne om ham fra forskellige perioder varierer derimod, hvorfor den originale Robin Hood historie afviger fra den moderne.

Redegørelse for det engelske samfund på Richard 1. og Kong Johns tid
Middelalderen i Europa inddeles i tre epoker; den tidligere middelalder, højmiddelalderen, og senmiddelalderen. Betegnelsen middelalder dækker således over Europas historie i perioden fra den Romerske Oltid til Rænessancen. I middelalderen var feudalismen den bærende samfundssturktur, mens byernes rolle var relativt begrænset. Af den årsag spillede naturalieøkonomien en central rolle, selvom man i nyere forskning er begyndt at tilskrive pengeøkonomien en større rolle end tidligere antaget.

Man deler traditionelt set middelalderens samfundsklasser op i tre stænder; gejstligheden, adelen og samt borger/bonde-standen. Gejstligheden stod for det åndelige, adelen stod for at forsvare det kristne samfund, mens bønderne stod for at sørge for det kristne samfunds behov. Borgerne var indbyggerne i byererne, der drev handel og håndværk. Denne stand spillede dog gennem store dele af middelalderen ikke nogen sønderligt betydningsfuld rolle, men da byerne voksede gennem højmiddelalderen øgede deres betydning. Det blev da også almengyldigt, at ethvert individ, der havde boet uantastet i en by i et år, var betragtet som frit... Køb adgang for at læse mere Allerede medlem? Log ind