Spejlbilleder | Analyse

Uddrag

Taler man pædagogik med professionelle på folkeskoler og daginstitutioner rundt om i landet, vil ”anerkendelse” være et ord, man ikke kan komme uden om. Oftest betyder det, at man ser børnene og anerkender deres talenter, holdninger og meninger. Dette kan virke som en selvfølge, og det kan synes unødvendigt at lægge så stort et fokus på anerkendelsen. Omvendt er psykiske lidelser hos børn udbredt, og manglende anerkendelse kan være en af de faktorer, som spiller ind. For børn, der ikke anerkendes, er en udsat gruppe, og manglende anerkendelse kan føre til, at børn bliver udadreagerende og urolige eller indadvendte og kede af det. Selvom ”anerkendelse” efterhånden kan ligne en floskel i det danske sprog, gør konsekvenserne af manglende anerkendelse, at den ikke må tages for givet. Det demonstrerer Gyrdir Eliasson med sin novelle ”Spejlbilleder”, der blev udgivet i 2011 i novellesamlingen Mellem træerne.

”Spejlbilleder” er jeg-fortællerens barndomserindring, fra han er ni år gammel. Novellen starter med, at jeg-fortælleren ser tilbage på, hvordan hans far forlod ham og hans mor. Han beretter om hverdagen i denne vinter, hvor moren er tydeligt påvirket af farens fravær. Teksten består delvist af tilbageblik på konkrete situationer i tidsperioden, hvor moren brænder hans selvskrevne bog, og han skærer djævle ud i træ, og delvist af erindringer, der vedrører tanker og følelser. Vi hører bl.a., at det var faren ”der havde villet flytte hertil, hvorimod mor havde strittet imod” (l. 2), og at ”det var meget ubehageligt” (l. 78), at moren underviste ham på den lokale skole. Til slut kommer faren tilbage, men ingenting er, ”som det havde været, inden han rejste” (l. 96). Novellen er bygget op med tydelige træk fra erindringsgenren. Det ses bl.a. ved, at den udspiller sig, da jeg-fortælleren ”var ni år” (l. 6). Denne sætning står i novellens første afsnit og bevidner om, at læseren nu skal opleve et tilbageblik. Fortælleren er en førstepersonsfortæller, og novellen er altså fortalt af et ”jeg”, ligesom det gør sig gældende ved erindringen. Der gøres brug af talesprog som f.eks. ”egentlig” (l. 1) og indskudte sætninger som ”men det spiller ingen rolle i denne forbindelse” (l. 11-12). Disse eksempler giver et indtryk af, at novellen fortælles som en mundtlig fortælling, hvor tilbageblik og fakta ikke nødvendigvis kommer i den rigtige rækkefølge. Selvom novellen har træk fra erindringen, er ... Køb adgang for at læse mere Allerede medlem? Log ind