Sonet VII (7)

Syvende sonet handler om jegets store kærlighed

Sonet 7 er et usædvanligt digt i Sommerfugledalen, fordi vi får beskrevet en konkret erindring, hvor jeget er sammen med et andet menneske, nemlig hendes elskede. Hun er sammen med den elskede ”en sommerdag på Skagen”, som det hedder i digtets anden strofe, hvor en bestemt sommerfugleart, engblåfuglen, flakser omkring i en parringsleg. 

Den første strofe foreslår lidt gådefuldt, at der findes andre verdener, hvor livet bare er fuldkommen tilfældigt. Det er ikke jeget selv, der forestiller sig det, men ”universets tåbe”; en figur, vi har beskrevet i analysen og fortolkningen af sonet 6. 

Jeget ønsker tydeligvis ikke, at dyrke forestillingen om livet som helt tilfældigt, og hvor alt har lige stor eller lige lille værdi. Det ser vi, hvis vi læser strofe 1 og 2 opmærksomt og i sammenhæng, hvor erindringen om dagen på Skagen med den elskede bliver sat ind som et positivt modbillede til forestillingerne hos ”universets tåbe”. De to første strofer lyder sådan her:

Og foregøgler universets tåbe
sig selv at der er andre verdner til,
hvor guderne kan både gø og råbe
og kalde os tilfældigt terningspil,

så mind mig om en sommerdag på Skagen,
da engblåfuglen under parringsflugten
fløj rundt som himmelstumper hele dagen
med ekko af det blå fra Jammerbugten.

Tåben kan som nævnt være et billede på et almindeligt menneske eller på noget alment menneskeligt. Det kan dermed være udtryk for en stemme i jeget selv, som hun dog ikke bryder sig om. Hun bryder sig ikke om, at vi som mennesker skulle være ”tilfældigt terningspil”, det vil sige at vores liv som mennesker bare er styret af noget så tilfældigt som et terningekast. Derfor stiller hun den helt store kærlighed op som et modbillede til forestillingen om, at alt er tilfældigt.

Kærligheden får en religiøs betydning

Jeget har behov for at vide, at der er en dybere mening med livet. Derfor er anden strofe formulere...