Sammenlignende (komparativ) analyse

Hvad er en komparativ analyse?

Nogle tekstanalyser går ud på at lave en sammenlignende analyse og fortolkning af to tekster: en komparativ analyse. Her skal du altså analysere begge tekster og fokusere på ligheder og forskelle mellem dem. Det kan både være skønlitteratur, sagprosa og medietekster, du sammenligner, selvom der ofte vil være tale om skønlitteratur.

Du kan møde denne type analyse i større skriftlige opgaver som dit SRP. Men du kan også støde på den i almindelige danskopgaver såsom eksamensgenrerne analyse og fortolkning (HHX og HTX) og analyserende artikel (STX og HF).

Hvordan laver du en komparativ analyse?

Du kan sammenligne på to måder i din opgave. Du kan vælge at analysere de to tekster hver for sig og så først sammenligne dem mod slutningen af opgaven. Eller du kan analysere de to sideløbende ved at tage fat på ét analysepunkt ad gangen og behandle det i begge tekster. Begge dele er fint.

Du kan ikke sammenligne alting i teksterne, så udvælg nogle træk i teksterne. Fx virkemidler, skrivestil, litteraturhistorisk periode, temaer eller budskaber. Her har du eksempel, som sammenligner eventyrene "Klokken" og "Skyggen" af H.C. Andersen. Uddraget har udvalgt hovedpersonerne og teksternes genre at fokusere på:

I ”Klokken” gennemgår hovedpersonerne, kongesønnen og den fattige dreng, en positiv udvikling, hvor de når frem til erfaringen af den guddommelige ånd (klokken) til slut. Derimod går hovedpersonen i ”Skyggen” gennem en negativ udvikling, hvor han bliver overtaget af sin skyggeside. Det ender endda med, at det hele vendes om, så Skyggen bliver Herre og Herren bliver Skygge .   

Disse to eventyr kan forstås som udtryk for forskellen mellem universalromantikken og romantismen. ”Klokken” tilhører universalromantikkens tanke om, at selv den fattigste dreng igennem et dannelsesforløb kan opnå det højeste, nemlig oplevelsen af altings åndelige sammenhæng. ”Skyggen” udtrykker derimod romantismens tanke om, at mennesket er splittet …

Der fremhæves både ligheder og forskelle i relation til de to fokusområder. begge tekster behandles lige dybt. 

Dette uddrag stammer fra afrundingen på en sammenlignende analyse, så derfor bevæger vi os på et fortolkende niveau, altså ikke så tekstnært. Derfor er der ikke nogen citater fra teksten. Men du skal selvfølgelig huske citater i analysedelen af din sammenligning, så du får dokumenteret, hvad du skriver. 

Du kan få en grundig vejledning i sammenligning som litterær analysemetode i Studienets webbog Metoder i Dansk, hvor den kaldes den komparative metode. Bagefter kan du få hjælp til at udforme din sammenligning i vores vejledning til Skrivehandlinger i Dansk.

Eksempler på komparative analyser

På Studienet kan du også finde mange eksempler på, hvordan en sammenlignende analyse kan udformes. 

Her får du et eksempel på en opgave, der bygger på en sammenligning af to digte. I eksemplet kan du se, hvordan du jonglere med to tekster på én gang, og hvordan du kan opbygge din analyse.