Immanuel Kant

Immanuel Kant (1724-1804) var en tysk filosof, der blev en af oplysningstiden mest betydningsfulde tænkere. Kants tænkning udgør for mange et højdepunkt for oplysningstidens filosofi, idet han bl.a. samler og beskriver mange af de ideer og strømninger, der havde været diskuteret i løbet af 1700-tallet. Han var f.eks. meget inspireret af empirismen og Newtons videnskabelige idéer

Kants hovedværk bliver ofte bestemt til at være Kritik af den rene fornuft (1781), hvori han satte sig for at bestemme mulighederne og grænserne for, hvordan vi som mennesker kan erkende og tænke om verden. Kant var meget inspireret af empirismen, og han søgte i værket at forene empirismen med rationalismen. Kants pointe er, at vi erkender verden gennem sansningen (empirismen), men kun i kraft af den fornuft, som vi på forhånd er udstyret med. Du kan læse mere om Kants erkendelsesteori i vores kompendium om emnet.

Derudover er Kant blevet berømt for sit såkaldte ‘kategoriske imperativ’, som er en universel leveregel, der siger: “Handl kun efter den maksime [dvs. handlingsregel], om hvilken du tillige kan ville, at den bliver en almen lov”. Du kan læse mere om Kants pligtetik i vores kompendium om etik.

Det er også ofte ud fra en af Kants tekster, “Hvad er oplysning?” (1784), man definerer selve perioden, og derfor bliver denne tekst ofte betragtet som en kernetekst for 1700-tallet.