I denne analysehjælp hjælper vi dig med at analysere og fortolke novellen ”Bitte-Selgen”. Novellen er skrevet af Johannes V. Jensen og udkom bl.a. i Himmerlandshistorier fra 1910.
Hvis du bruger analysehjælpen som kilde i en skriftlig opgave, er det en god idé at huske en henvisning. Du finder oplysningerne ved at trykke på det lille i øverst til højre.
Billedsproget understreger, at personerne er tæt på naturen
Der er en del billedsprog i novellen. En del af det billedsprog, der beskriver An’ Kjestin, har dyr og naturen som kildeområde. An’ Kjestin bliver ofte beskrevet som en fugl. I indledningen kommer hun ind i køkkenet hos Lone ”hakkende frem for sig med den forkomne Næse som en stor syg Fugl”. Hun plejer at spise ”som en Stork”, når hun bliver budt på mad på sin postrute.
Der er også flere eksempler på, at An’ Kjestin bliver beskrevet som et træ. Hun bliver beskrevet som ”det lange stolpeagtige Kvindemenneske”, og hendes underarm ligner ”et stykke brænde”.
Billedsproget er her med til at understrege, at den fattige landbefolkning lever meget tæt på naturen. Det kan lyde positivt, men sådan skal det ikke forstås i denne sammenhæng.
Pointen er nemlig, at de er så fattige, at de knapt nok kan leve som mennesker – de er næsten blevet som dyr igen. De er så tæt på naturen, at de konstant er lige ved at gå i opløsning i den. Det ser vi, da Bitte-Selgen bliver fundet død på heden. Han er ”halvt regnet ned i Jorden”. Han er altså næsten opslugt af naturen. Familiens lille hjem bliver også opslugt af naturen, efter en årrække:
Huset hvor Post-An’ Kjerstin boede er jævnet med Jorden, Ploven er gaaet hen over Stedet hvor det stod […]
Billedsproget understreger også, at menneskene er naturlige skabninger, som overlever eller bliver udslettet ligesom alt andet i naturen. De stærkeste overlever, men folk som An’ Kjestin og Bitte-Selgen forsvinder, som om de aldrig for alvor har eksisteret.
