I denne analysehjælp får du hjælp til at analysere og fortolke eventyret ”Grantræet”. ”Grantræet” er skrevet af H.C. Andersen i 1844 og udgivet i Nye Eventyr.
Dyrene og naturen
Grantræet er eventyrets altdominerende hovedkarakter. Der er dog også andre besjælede væsner og naturfænomener, som spiller en rolle i eventyret. Det gælder bl.a. solen og luften, der forsøger at hjælpe og vejlede Grantræet, da det er ungt. De forsøger at få Grantræet til at forstå, at det skal nyde øjeblikket i stedet for hele tiden at længes væk:
»Glæd Dig ved mig!« sagde Luften og Sollyset; »glæd Dig ved din friske Ungdom ude i det Frie!«
Naturen optræder altså som en hjælper, der skal lede Grantræet ind på den rette vej i livet. Grantræet er dog ikke moden nok til at lytte til naturens råd. Grantræet vil hellere lytte til svalerne, storkene og gråspurvene, der fortæller om den store verden, hvor grantræer bliver brugt som master på skibe eller pyntede juletræer:
»Det vide vi! det vide vi!« qviddrede Graaspurvene. »Vi have nede i Byen kiget ind ad Buderne! vi vide, hvor de kjøre hen! O, de komme til den største Glands og Herlighed, der kan tænkes! Vi have kiget ind af Vinduerne og seet at de blive plantede midt i den varme Stue og pyntede med de deiligste Ting, baade forgyldte Æbler, Honningkager, Legetøi og mange hundrede Lys!«
Målet for Grantræets længsel ændrer sig hver gang, det får fortalt en ny historie af fuglene. Det ene øjeblik vil den være mast på et skib, det næste øjeblik vil den være juletræ…
