Eksempler

På de følgende sider får du eksempler på, hvordan analyse og fortolkning kan skrives i praksis.

Du får tre eksempler, så du kan se forskellen på de typer af opgaver, der kan være ved eksamen. Ved hver opgave har vi kommenteret og forklaret, hvordan vi har grebet afsnittene an.

  • I det første eksempel viser vi en opgave med analyse og fortolkning af et romanuddrag. Det er en opgave, hvor du skal lægge særligt vægt på sproglige og stilistiske virkemidler.
  • I det andet eksempel skal du analysere og fortolke en novelle.
  • I det tredje eksempel ser du en opgave, hvor to digte bliver analyseret, fortolket og sammenlignet.

Opgaveformuleringerne og teksterne til eksempelopgaverne stammer fra tidligere eksamenssæt på HHX. Der er dog ikke nogen afgørende forskel på opgaveformuleringer i Dansk på HHX og HTX. Begge opgavetyper vil typisk være i eksamensopgaverne på både HHX og HTX.

Eksemplerne er skrevet ud fra vores 6 trin i denne vejledning

Her kan du læse et uddrag fra et af eksemplerne:

...

De to spejlinger viser, hvordan det er at føle sig svag, usikker og nederst i hierarkiet. Det antydes også, at fortælleren har et svært liv i sin familie. Fx er han bange for, at moderen vil opdage, at brilleglasset har fået en ridse: ”Måske mor ikke får øje på den, hvis jeg er heldig.” (l. 119-120).

Udover fortællerens skift mellem 1. og 3. person sker der et skift mellem den personbundne fortæller og en mere voksen, næsten alvidende fortællerstemme, som tiltaler læseren direkte med et ’du’:

”For mange år siden blev hovedstadens lort og affald opmagasineret på disse kanter. Lorteøen Amager var dér hvor man kunne gemme det grimme væk. I dag er lossepladssymbolikken ikke til at overse. Nu er dette stedet du ikke ønsker dine børn i nærheden af […] Blege kartofler som jeg er i undertal.” (linje 49-56)