Digtanalyse
Denne vejledning hjælper dig med at lave en digtanalyse.
Øverst i vejledningen finder du en side med noter i stikordsform, som hjælper dig med at få overblik over punkter og begreber i en digtanalyse. Skal du bare have genopfrisket nogle begreber, er notesiden derfor et godt sted at begynde.
Derefter følger en analysemodel, som giver starthjælp, hvis du har svært ved at finde ud af, hvordan du overhovedet skal gribe din digtanalyse an. Her guider vi dig gennem analyseprocessen trin for trin.
Har du allerede en god idé om, hvad dit digt handler, kan du hoppe videre til vores grundige gennemgang af de analysepunkter, vi typisk kommer omkring i en digtanalyse. Vi har sider om komposition, fortælleteknik, personer og miljø, sproglige virkemidler og genre. Du behøver ikke komme ind på alle disse punkter i din egen analyse. I stedet kan du udvælge de analysepunkter, der er mest interessante i forhold til netop det digt, du sidder med. Det er altså digtet og ikke vejledningen, der skal styre din analyse.
Efter analysen forklarer vi også, hvordan du kan gå til fortolkningen og den eventuelle perspektivering.
Vi har også lavet sider, som forklarer, hvordan du finder gode eksempler på digtanalyser, hvad der er form og indhold i et digt, samt en side om at analysere en digtsamling.
OBS! Skal du analysere en sangtekst, kan du også bruge vores digtanalysevejledning. Vil du inddrage musikken eller skal du arbejde med specifikke sanggenrer som salmer eller rap, kan du finde mere hjælp i vores vejledning til sanganalyse.