Opiumskrigene (1839-1842 & 1856-1860)

Opiumskrigene var to krige, som Kina udkæmpede mod først England og derefter også Frankrig og til dels Rusland. Baggrunden for krigene var, at de europæiske magter gerne ville have adgang til Kina både i forhold til handel og diplomati. Kina var imidlertid ikke interesseret i nogen udenlandsk tilstedeværelse i selve Kina. Kina ville dog gerne handle med europæerne for at få guld og sølv, så derfor blev der oprettet nogle handelsstationer på én ø, hvor europæerne måtte komme. Det kinesiske fastland forblev lukket for europæerne. 

Den første opiumskrig (1839-1842)

Optakten 

Englænderne var ikke tilfredse med de strenge regler, som kineserne havde lavet for den fælles handel. Kineserne var ikke interesserede i at forhandle reglerne, så englænderne måtte gøre noget andet for at få adgang til det kinesiske marked. Englænderne begyndte derfor at smugle opium ind i Kina fra Indien i 1773. Opium blev forbudt i Kina i 1799, men englænderne blev ved med at sælge det, fordi markedet for opium hele tiden voksede. 

Mange kinesere, især soldaterne i den kejserlige hær, var blevet afhængige af opium, så kejseren forsøgte at stoppe handlen i 1839. Kejseren sendte en højtstående embedsmand til den havn, hvor handlen foregik. Embedsmanden fandt over en million kilo opium, som han destruerede offentligt. Englænderne så den destruerede opium som både hærværk og mistet indtjening, så England erklærede Kina krig. 

Selve krigen 

Selve krigen startede til søs, hvor den moderne engel...