Ekbátana

I denne analysehjælp hjælper vi dig med at analysere og fortolke digtet ”Ekbátana”. Digtet er skrevet af Sophus Claussen og er udgivet som del af romanen Valfart i 1896.

Du kan få et godt overblik over digtet ved at høre vores podcast, hvor to af Studienets redaktører analyserer og fortolker digtet. Du kan også læse digtets originaltekst med forklaringer af vanskelige ord og af digtets forløb. I selve analysen har vi fokus på de vigtigste træk i digtet, mens vi som afslutning på analysehjælpen giver vores bud på en fortolkning og hjælper dig med ideer til en perspektivering af digtet.

Uddrag

Her kan du læse et uddrag fra vores fortolkning af "Ekbátana":

Digtet handler også om, hvordan jeget bliver digter

"Ekbátana" er også et digt om at blive digter. I strofe 1 hører vi, at jeget søger "et Rim", dvs. han søger et ord, der klinger helt rigtigt og rent. I løbet af digtet bruger han igen og igen ordet "Ekbátana" som enderim, og selv om han undervejs kommer i tvivl om, hvad ordet egentlig står for, så ender han med at føle en "dybere Lykke". Vi må forstå det sådan, at han ender med at være lykkelig på trods af den indsigt i rædslen og vanviddet, som digtet om Ekbátana har givet ham.

I digtets sidste strofe nævner jeget, at "Syndflodens Vande" må bære ham "herfra". Dermed antyder han, at han er klar til at blive ført bort fra jordens overflade. Han er klar til at dø, fordi han som menneskene i Biblens syndflodsmyte har nedkaldt Guds vrede over sig. Men han erklærer sig samtidig lykkelig, fordi han har "levet en Dag i Ekbátana". Han har med andre ord været i sin egen forestilling om paradis, hvor han har realiseret drømmen og fundet sit rim. Han har med andre ord oplevet, hvordan det er at være digter, og det er nok til at gøre ham lykkelig.